Mellem Fjellebodens Aber
Dandser jeg som Puddelhunden.
Skjøndt jeg kjeder mig og gaber,
Ei jeg dog min Anstand taber,
Holder Poten smukt for Munden.
Stive Flipper maa jeg bære;
Kjækt paa Ho’det sidder Hatten;
Jeg maa lystre, jeg maa lære,
Aldrig gjø og bide mere,
Aldrig mere pudse Katten.
Som en lille Hvalp ubændig
Har man taget mig i Skole;
Nu spadserer jeg behændig,
kultiveret og anstændig
Om i Buxer og i Kjole.
Jeg kan tale med om Smagen,
Sidde sirligt ved et Taffel,
Som en dannet Hund, paa Bagen
Med en Serviet om Hagen,
Holde smukt paa Kniv og Gaffel.
Paa min Herres Vink jeg venter
Før jeg tør paa Maden smage,
Bukker og gjør Complimenter —
Sligt betaler sig med Renter:
Jeg faaer Sukker, jeg faaer Kage.
Dog jeg nægter ingenlunde
Hellere fra hele Klatten
Løb jeg strax, ifald jeg kunde,
Ud blandt Gadens frie Hunde,
For med dem at pudse Katten.