Nu suser atter den kolde Blæst
Og voldsomt Egen bevæger.
O, var jeg en lystig Jæger!
Jeg sang i den høie Skye: Halo!
Og jog afsted i det Fjerne;
Ei Menneske-Aand faaer bedre Ro
Paa denne taagede Stjerne.
Naar Haglen pidsked fra sorten Sky,
Naar Solen bruned mig Kinden,
Da vilde jeg synge, da vilde jeg lee
Og give min Sorg til Vinden.
Og skued jeg mægtig Usselhed
Den Svage i Støv at bukke,
Med Bøssen knalded jeg Høgen ned,
Som vilde Duerne plukke.
Og blev mig Barmen engang for fuld,
Og smelted mig Veemods Lue,
Jeg trængte dybest i Skovens Skjul,
At Ingen skulde det skue.
Jeg bøied de vilde Grene ned.
Som vilde min Vandring spærre.
Og langt fra Vrimlen jeg knæled ned
For Livets og Dødens Herre.
O, var jeg en Jæger, da jog jeg hen:
Halo! over vilden Slette!
For Horn og Bøsse jeg bytted min Pen,
Det var noget Andet end Dette!
Og greb mig Smerten i Nattens Stund,
Naar Verden hviled i Slummer,
Da satte jeg Hornet for min Mund
Og blæste min dulgte Kummer.
Naar Skov og Bakker gjentog dens Røst,
Og dunkle drømmende Dale,
Maaskee etsteds da et kjærligt Bryst
Fortroligt fatted dens Tale..
Og red til Marked jeg ind i By,
Med Taske og Jægertrøie,
Maaskee ved Ledet i Morgengry
Mig hilste et kjærligt Øie.
Jeg vilde dandse, jeg vilde lee
Og tømme det fyldte Bæger,
Mens Landsbypigerne hvisked: see,
Der er den lystige Jæger!