Jeg gik under høie Lindetræer
Paa Hirschholms Gade.
En Daglønner rydded en Gruushob der
Med Skovl og Spade;
Blandt Gruset af Steen en Krone laae,
Henslængt i Støvet, begroet med Straae
Og grønne Blade.
Engang forgyldt over Slottets Muur,
Med Stjernernes Lue,
Paa Hirschholms deilige Skovnatur
Den monne skue.
En Kæmpesolsik, en Blomst af Steen,
Hvor Taarnet strakte sig som en Green
Mod Himlens Bue.
Den var den glimrende Bygnings Ziir,
Nu bag en Nælde,
En falden Knap af Dit Kongespiir
Den laae, o Vælde!
Mod Himlen havde Du høit den strakt,
Men Tidens Engel med taus Foragt
Den monne fælde.
Paa Kronen hvilede Høg og Orn
I Morgenguldet,
Nu sparke til den de fattige Børn
I Støv og Muldet.
Henover Slottets glimrende Liv
Og Christians deilige blonde Viv
Er Tiden rullet.
Skafottet reistes og Mørket loe;
Da sank i Graven
Hiint Slot, nys dundrede Gaardens Bro
Af Gangertraven;
Her knak en Rude, hist faldt en Steen,
Tapetet mugned, og Urt og Green
Skjød vildt i Haven.
Og taus Udslettelsens Engel sneg
Sig gjennem Huset:
Hver Trappe, hvorad den stille steg,
Sank ned i Gruset;
Snart Brombærbusken fra Muren hang.
Og Stormen sin gamle Tungsindssang
Paa Grunden sused.
Og tomt var Rummet hvor Slottet stod
Og i Naturen
Fløi Fuglen og stødte ei Vingen mod
Dets Spiir og Muren;
Det Hele syntes som aandet væk,
Men Livet af Tidens mørke Træk
Bortkysser Furen.
Paa Grønningen nu jeg en Kilde seer
I Morgenrøden;
Var det med Forsæt, den reistes her
At sone Brøden?
Guds hellige Tempel paa dette Sted,
Hvor Hovmod og Forfængelighed
Blev viet Døden!