Om Heidrek er der nu at fortælle, at han en Stund flakkede om, raadløs og piint af Anger over sin Broders Drab. Men som lang Fortrydelse ikke var hans Sag, saa besluttede han endelig at forsøge sig i Verden og vinde den Navnkundighed, han tragtede efter. Han kom nu først i Kast med en Skare Vikinger, fulgte en Sommer paa Tog med dem og blev tilsidst deres Anfører. Paa disse Tog kom han til Reidgothland, hvorved man den Tid forstod en Part af Nørre- og Sønderjylland. I dette Rige herskede en Konge ved Navn Harald. Denne var ved sin Alders Skrøbelighed bleven tvungen til at betale en aarlig Skat til et Par Jarler, der havde hærget paa hans Rige. Men nu tilbød Heidrek ham, at han vilde føre Hæren an mod Jarlerne og befrie ham for Skatten; men paa det Vilkaar, at han erholdt Kongens Datter Helga til Ægte. Kongen gik ind paa Forslaget, og lod Hæren strax ruste sig. I det Slag, der nu blev holdt, gik det skarpt til; thi Jarlerne havde samlet en meget stor Hær. Men det viste sig nu tilgavns, hvilket udmærket Sværd Heidrek havde arvet i Tyrfing. Thi alt som han gik frem i Spidsen af Fylkingen og hug til begge Sider, da var det som Seierens Disa banede ham Veien, og de stærkeste Brynjer og Skjolde gik for hans Slag sønder som Straa. Begge Jarlerne faldt og en stor Part af deres Hær. Heidrek vandt en herlig Seier og et stort Bytte, og da han kom hjem med Hæren, gav Harald ham Kongenavn og det Halve af sit Rige, og høitideligholdt med stor Pragt hans Bryllup med Helga. — Om Heidreks Bedrifter paa den Tid og derefter har man en udførlig Saga, men her maa det være nok at berette, at han styrede sin Part af Riget med en Viisdom og et Maadehold, man noget forhen ikke skulde have tiltroet ham, og at han efter den gamle Konges og dennes Søns Død blev Hersker over hele Reidgothland. Ved en Mængde Krige og Tog tilsøes erhvervede han sig en saa stor Navnkundighed, at den overgik alle Kongers paa de Tider.
Hvad nu hans Moder Hervar angaaer, da var hendes Husbond, Kong Høfund, død. Hun drog da hen til sin Søn og bosatte sig paa en Gaard, der laae lige ved hans Kongsgaard. Hervar var med Aarene bleven tankefuld og grublende. Det bares hende for, at Odins Spaadom snart vilde gaae i Opfyldelse, og at hendes gamle, berømte Slægt hældede mod sin Nedgang. Heidrek havde været to Gange gift, men begge hans Hustruer vare døde i en ung Alder. Den sidste af dem havde vel efterladt en Søn, men det var et blidt, sagtmodigt Barn, der ikke syntes bestemt til at forplante Slægtens berømmelige Navn. Men da han ligefuldt var det eneste Haab, saa vaagede Hervar over ham med stor Omhu, og med en hemmelig Ængstelse.
Paa en klar Dag hen mod Efterhøsten stod Hervar, hendes Terner og Heidreks Søn, den lille 8aarige Eyolf, paa en Svale, der løb rundt om Kongsgaarden, og hvorfra man havde en viid Udsigt over Veien, Marker og Høie. Heidrek havde været i Vesterviking, det vil sige, paa et af hine Søtog, der paa de Tider gik Norden om Jylland mod Vest og Syd og vel især gjaldt Bretland, Skotland og de irske Lande, men ogsaa Frankrig, ja ofte strakte sig ned til Middelhavet. Nu vendte Hæren tilbage og saaes allerede hver Gang den drog over Høiene. Vaabnene blinkede i Solskinnet, og Lyden af Sang og Spillemændenes lystige Musik førte Vinden med sig. — Fra Kongsgaardens Svale skulle vi nu med Hervar og Eyols tage imod dem.