Og gaar Du i modløs Tøven
med Sindet i ulmende Brand?
O, søg med glødende Kinder
de blaanende Søers Land!
Det Land er de godes, de frommes,
og Luften er vaarlig blid.
Har først Du mærket min Kalden,
saa maa Du følge mig did.
Og Du tør slet ikke tøve;
Dig drager langs Væld og Strand
min evige Blomsterhave,
de blaanende Søers Land.
Der gaar vi i ædle Drømme,
der gaar vi i Blomstersne;
den svæver fra duftende Grene
med Bod for al Hjærteve.
Lærkerne stiger mod Himlen
til Hjærnets yderste Rand,
syngende Jomfruer pryder
de blaanende Søers Land.
Paa lave, grønnende Enge
sig tumler Hestenes Skok;
i vuggende Baade gynger
Ynglingers muntre Flok.
De brusende vilde Svaner
lyser i Ætrens Blaa;
langs blomstrende Slaaenhække
stilfærdigt Børnene gaa.
Høit fra den fjærneste Banke
skinner et solhvidt Hus.
Se! Ogsaa derfra man drager
med Sang ud i Vaarens Brus.
Alt sanser i Lys og Lykke
helt ud til Himmelens Rand —
Aldrig vil du forlade
de blaanende Søers Land.