Hist paa Fabriken tit det var min Fryd
at se Arbejderskaren uden Lyd
udforme flinkt og let det bløde Ler
til Fade, Kander, Krus og meget mer.
Du Kande, som kun Hvidglasuren fik,
Dig søger med langt større Agt mit Blik,
end Vasen, gjort med Kunst for Fyrstens Hus;
jeg priser Dig, Du simple Fad og Krus.
Jeg agter disse tusind jævne Ting,
som inden kort vil spredes trindt omkring
til Haandværksmandens og til Bondens Bo,
hvor Møjen har sin knappe Maaltidsro.
Paa gavnløst Flitter har jeg set mig mæt;
dets tomme Pragt undværer Folket let.
Men Held den Haand, der skaber tyst for dem,
de arbejdstrætte i de lave Hjem!
Js, Held og atter Held hver ukendt Mand,
der formed Skaalen, til hvis simple Rand
gaar varm og hastig mangen tørstig Mund,
naar Slidet har sin korte Hvilestund.
Ak, denne Haand, hvis Værk vi gaar forbi,
langt mere uundværlig er end vi,
som blæser Bobler blot af smukke Ord
til Luksus for de overmættes Bord.
O, den som kunde give Verset saa,
den simple Form, som tusinder forstaa,
den Form, som rummer kraftigt Hverdagsbrød,
og kender Overflod saa lidt som Nød.
O, tænk, at skabe i en salig Stund
det Bæger, der kan naa til hver Mands Mund,
øst fuldt ved Tidens dybe Brønd en Gang
for Tusinder, som tørster efter Sang.