Du smalle Ring, Du gyldne Ring,
hvor gør Du mig i Sindet blid,
Du smykked jo den kære Haand,
som værned mildt min Barndomstid.
Saa varmt din skønne, skære Glans
til Øjet og til Hjærtet naar,
Du Ægtering min Moder bar
igennem tredve lange Aar.
Den bløde Haand, den varme Haand,
hvorpaa Du funkled ren og klar,
med den hun signede mig ømt
og strøg mig om mit Øjenpar.
Jeg saa min elskte Moder lagt
i Kiste som en kvistet Vaand,
med lukte Øjne; sagte strøg
jeg Guldet at den blege Haand.
Med Ringen i sin Varetægt
hun hensank i det sidste Blund,
et Billed paa den Kærlighed,
der rækker over Dødens Stund.
Nu bærer jeg min Moders Ring,
som Gave fra en Tid, der svandt,
og trykker mod min Læbe til
det helligt-rene Troskabspant.