En broget Fjerpragt flimrer for mit Øje,
i Palmelunden larmer Abers Hær;
den brune Inder med de slanke Lemmer
ser langt mod Havet, støttet til sit Spær.
Og kraftfuldt løfter Ørnen sine Vinger
og hæver højt sig i det dybe Blaa,
som vilde den i Trods mod Himlen stige
og sejrende til Stjærnehvælvet naa.
Stig kun, du Ørn, mod Rummets fjærne Grænse,
mod Verdens Tag Du dine Vinger slaa.
Nu ser Du vel mit Fædreland, det kære;
maa did med Dig min varme Hilsen naa.
Der drømmer Aftenfred om lave Tage,
og Svaler svinger sig om Løvets Hang.
Børnene leger, og blandt Abildsblomster
en Drossel synger end sin simple Sang.
Plovmanden vender hjem fra Dagens Møje,
han døser søvnig over Hestens Ryg;
over hans Hoved Traneflokken sejler,
i Engen damper Mosekonens Bryg.
Mit Fædreland, o, kunde jeg derhjemme
endnu en Gang opfange Leens Lyd,
endnu en Gang i Hjemmets stille Lunde
fornemme Efterarets Løvfaldsfryd.