O, vogt for Fare vel din Fod,
fald ej i Drøm ved Elverrod;
Du trylles ind med Sjæl og Sind
i Elverdans ved Maaneskin.
Du finder aldrig mer det Sted,
der så din Lykkes Morgenfred.
Og fandt Du det — alt, hvad du ser,
er nyt; Du kender intet mer.
Du selv er fremmed — intet Savn
i Længsel raaber mod dit Navn.
Thi mens Du drømte, Tiden skred
mer hastigt, end Du selv det veed.
Dit Hus har trodset Storm og Slud,
men Fremmedfolk gaar ind og ud;
og ingen ønsker Dig velmødt —
for Dig er alt som stumt og dødt.
Ej Barn og Viv Du bliver vaer;
knap Kirkegaarden veed et Svar:
der slumrer een, som ud har stridt,
et Hjærte, som engang var dit.