O, vogt for Fare vel din Fod,
fald ej i Drøm ved Elverrod;
Du trylles ind med Sjæl og Sind
i Elverdans ved Måneskin.
Du finder aldrig mer det Sted,
der så din Lykkes Morgenfred.
Og fandt Du det — alt, hvad Du ser
er nyt; Du kender intet mer.
Du selv er fremmed — intet Savn
i Længsel råber mod dit Navn.
Thi mens Du drømte Tiden skred
mer hastigt end Du selv det véd.
Dit Hus har trodset Storm og Slud,
men Fremmedfolk går ind og ud;
og ingen ønsker Dig velmødt —
for Dig er alt som stumt og dødt.
Ej Barn og Viv Du bliver vår;
knap Kirkegården véd et Svar:
der slumrer én, som ud har stridt,
et Hjærte, som en Gang var dit.
(Efter Herm. Kletke.)