I fjærne, dejlige Dage
det steg for mit blændede Syn,
højt over, hvor Vindene jage,
med hvide, vinkende Tage
og Sølv om Tindernes Bryn.
Det stod mod de evige Dybder
som Spejling i Morgendis,
med Søjle ved Søjle i skæreste Glans,
min Ungdoms Akropolis.
Det stod med Sol om sin Pande
i Æterens perlende Flod,
og skyllende, vinblå Vande,
med lysomstrålede Strande
gik blinkende om dets Fod.
Der drog sig de blånende Høje
i roligt åndende Fred,
så drømmende fjærnt, så kaldende nær
at Hjærtet skælved derved.
Der tætned Tåger i Dale
og sløred den Tempelgård;
de hellige Marmorsale
med Sol og med Skygger svale
gled bort som et Syn i Vår.
Men stråler Dagen med Vælde,
dybt flængende Mulm og Sky,
da ser jeg i ubrudt Herlighed
hin skinnende Borg påny.
Mig vinker igen de hvide
højtløftede Søjlers Rad,
og sagte Skyggerne skride
hensvindende blå og blide
langs Himlens sølverne Blad.
Og solblanke Bølger gnistre
jeg aner Rosernes Duft,
og Palmerne suser så åndelet
i højblå, lysende Luft.
Den Vej jeg fremad må vanke,
går brudt i Bugt og i Slyng,
snart frem over Bjærg og Banke,
over Tidslers og Tjørnekrats Skranke,
og snart gennem strideste Lyng.
Men Borgen vinker derude,
som før gennem Mulm og Dis. —
Der blåner en Dag, da jeg planter min Fod
på min Ungdoms Akropolis.