O elsk imens Du elske kan!
o, elsk imens du elske maa!
En Time kommer, da Du skal
alene mellem Grave staa!
O, lad dit Hjærte gløde dybt
i Kærlighed, mens Tiden gaar,
mens end et andet Hjærte varmt
i Kærlighed imod Dig slaar!
Og aabner nogen Dig sin Barm,
gør Gengæld af dit Hjærtes Grund;
gør hver en Time glad og god
og stæng for hver en Smærtestund!
Og vogt din Tunge hver en Tid;
et Vredens Ord saa snart er sagt.
O, Gud, det var ej ment saa slemt —
og dog: hvad Smærte har det bragt!
O, elsk imens Du elske kan!
O, elsk imens Du elske maa!
En Time kommer, da Du skal
alene mellem Grave staa!
Du knæler ved en Tue Jord,
og dine vaade Øjne ser
mod Kirkegaardens stride Græs:
Du veed: Her ses I aldrig mer.
Du hvisker: Vend dit Blik herned,
jeg har Dig aldrig, aldrig glemt;
og tilgiv jeg har saaret Dig!
O, Gus, det var ej ment saa slemt!
Men ingen hører dine Ord,
og ingen stunder mod din Favn,
og ser sig ej, og kommer ej;
Du staar alene med dit Savn.
Forlængst blev alting Dig forladt,
men mange varme Taarer faldt,
det voldte dine haarde Ord.
Men stille — Gud sit Barn har kaldt!
O, elsk imens Du elske kan!
O, elsk imens Du elske maa!
En Time kommer, da Du skal
alene mellem Grave staa!