Gudhengivenhed
(Frit omarbejdet efter Paul Gerhard.)
(Frit omarbejdet efter Paul Gerhard.)
Mod Herrens Aasyn gaaer min Vei,
Ham vil jeg lade raade,
Han synes streng, men er det ei,
Hans Straf er selv en Naade;
Han bygged Himlens høie Tag,
Han aldrig mig forlader,
Og slaaer han end med stærke Slag,
Saa er han dog min Fader.
En Fader, det er soleklart.
Vil ei sit Barn bedrøve,
Og skeer det, er det aabenbart
For det ved Sorg at øve;
Ja, kasted end hans stærke Haand
Mig ud i Bølgedybet,
Saa veed jeg dog, at Herrens Aand
Kan finde mig blandt Krybet.
Hvor fik jeg vel mit Ophold her
I Jordens Kamp og Fare,
Hvis ikke Herren stod mig nær,
Og vilde mig bevare?
Med ham blier selv den sorte Nat
Saa lys som Morgenrøden,
Hvad ei han holder, synker brat
Og gives hen til Døden.
Hos ham er Viisdom og Forstand,
Hos ham er ei Forvandling,
Og Tid og Sted dem kjender han
Til Hvile som til Handling,
Og hvad han gjør, er herlig gjort
Og maa til Lykken føre,
Selv naar han lukker Glædens Port
Og aabner Sorgens Døre.
Du tænker vel, naar Du ei har,
Hvad Kjød og Blod begjere,
At slig en Byrde tung og svar
Du ei formaaer at bære;
Da Sorger i hver Krog Du seer
Og lader Smerten raade
Og husker ei, at hvad der skeer,
Er til Din egen Baade.
Den Herre, der med mægtig Aand
Af Støv Dig kunde skabe,
Han holder og Din Siæl i Haand
Og kan den aldrig tabe;
Derfor Du vente maa med Ro,
Til Du hans Stemme hører,
Da skal han bygge Dig en Bro,
Der til Din Frelse fører.
Den Sæd blier sikkert altfor let,
Der savner Regn og Væde,
Og Aandens Fakkel brænder slet
I Sol og lutter Glæde;
Den Urt, der bringer bitter Vee,
Kan skjenke røde Kinder,
Saa maa Dit Øie Sorgen see,
Før det sin Frelse finder.
Nu vel, min Gud, saa lægger jeg
Mit Liv i Dine Hænder,
Du har beredet mig min Vei,
Du bedst min Bane kjender;
Saa tag mig i Din stærke Favn!
Jeg vil Dig lydig være,
Jeg veed, det vorder mig til Gavn,
Og Dig til Glands og Ære.
Naar Haabet vinker i det Blaa,
Jeg vil det ikke vrage,
Og skal jeg gjennem Tjørne gaae,
Da vil jeg ikke klage.
Og skal jeg blive her paa Jord,
Da vil jeg vente rolig,
Og hvor Du vil i Syd og Nord,
Der fæster jeg min Bolig
Og aabner sig den Vei saa trang,
Hvor Kind og Øie blegner,
Velan, jeg gjerne gaaer den Gang,
Som Herren mig betegner.
Ja, glad jeg føler Dødens Magt;
Thi den skal did mig bringe,
Hvor Herren breder ud sin Pragt,
Mens Himlens Klokker klinge.