Den gyldne Sol sank ned i Vesterlide,
De sidste Straaler over Vandet spille,
Og Alt er taust og høitidsfuldt og stille,
Da seer en Snekke man ved Kystens Side.
Den klare Maane sig af Bølgen hæver,
Og Støvets Øie den til Himlen vinker,
Og Lysets Krone giennem Natten blinker,
Mens lette Taager høit i Luften svæver.
Da nærmer sig en liden Flok fra Landet,
Det er den høie Christus med sin Skare,
Fra Capernaum agter han at fare,
Og Snekken føre skal ham over Vandet.
Det store Seil sig ud for Vinden spiler,
Den dunkle Snekke glider frem af Havnen,
Men Frelseren sig lægger bag i Stavnen,
Og træt af Dagens Møie der han hviler.
Men da nu Petrus seer, at Herren sover,
Da taler høit han efter gammel Vane,
Om hvad han haaber, troer og halvt kan ane,
Mens Snekken gynger paa de sagte Vover:
„Et Glavind vil jeg ved min Hofte binde;
„Thi Ravnens Unger flyve skal mod Norden,
„Og Davids Scepter skal betvinge Jorden,
„Og Herrens Ild er optændt mod min Fjende.”
„Og Kongers Arving skal ved Kedron stride,
„Og Zions Løve skal af Søvn han vække,
„Og Stormens Ørn hans Seiersvogn skal trække,
„Og Morgenrøden foran ham skal stride.”
„Og Død og Liv skal han med Sværdet veie,
„I Blod skal Juda dyppe sine Hænder,
„Og Benjamin skal knuse Fjendens Lænder,
„Og Sol og Maane skal for ham sig neie.”
„Og Ophirs Guld skal smykke Basans Helte,
„Og høit vor Stemme skal i Kampen runge,
„Og Morgenstjerner om vor Glands skal sjunge,
„Og vi skal fængsle dem til Zions Bælte.”
— Saavidt var Petrus kommen i sin Tale,
Da blinke hvide Lyn paa Nattens Kinder,
Og fjerne Hyl blier hørt paa Klippens Tinder,
Thi Vinden suser gjennem Bjergets Sale.
Den vilde Søfugl paa sin Rede skriger,
En selsom Lysning gjennem Luften vifter,
Og Stjernen skjælver, mens den Farve skifter.
Og Stormen sænker sig, og Bølgen stiger.
Og Skyens Drage giennem Luften seiler,
Og Egen sukker i Judæas Lunde,
Og rundt om Skibet tude Stormens Hunde,
Og som en vælig Ganger Bølgen steiler.
Og Nattens Rædsel hvert et Øie blænder,
Og Hvirvelvinden over Dækket feier,
Og som en Tragt den vilde Sø sig dreier,
Og Roret brister i den Stærkes Hænder.
Da raaber Petrus: „Reis Dig, Du, som sover,
„Og see, hvor Bølgen over Dækket sprøiter,
„Stat op og hør den Sang, som Vinden fløiter,
„Stat op, Messias, tæm de vilde Vover!”
— Men før hans Ord i Stormen Vei kan finde,
Da seer han Christus ved sin Side stande
Og strække Haanden over Dybets Vande;
Da standser Bølgen og de stærke Vinde.
Og Maanen viser sig paa Himlen atter,
Og Stjernen glimter efter gammel Vane,
Og Skibet skrider fremad som en Svane,
Mens Vandets Speil sig over Dybet glatter.
Da monne Snekkens Mænd paa Christus skue:
„Hvo er dog denne, der gjør Lynet bange,
„Der glatter Vandet som en tæmmet Slange,
„Der med en udstrakt Haand kan Veiret kue?”
Men Frelseren sig om til Petrus vender:
„Din Tanke svulmer som den sorte Bølge,
„Dit Hjertes Hovmod kan Du ikke dølge,
„Den sande Vei endnu Du neppe kjender.
„Dog er Du bedre selv end Dine Tanker,
„Derfor jeg kom at redde Dig fra Døden,
„Thi Du har stolet paa min Hjelp i Nøden,
„Og Du har følt, at jeg er Troens Anker.
„Men Støvets Krone skal jeg aldrig eie,
„Og Jordens Kongespiir jeg ei skal kræve,
„Og dog skal Dybet for mit Aasyn bæve,
„Thi jeg er Frelsens Lys paa Nattens Veie.
„Og alle de, der mig af Hjertet kalde,
„De skal mig vist paa Livets Snekke skue,
„Og de skal mærke, jeg kan Stormen kue,
„Thi jeg er sendt at reise dem, som falde.”