1. Som Markens Blomst, henvisner fage
Alt hvad af jordisk Rod oprandt,
Saa talte snart er Støvets Dage,
Selv hvor med Aand det Gud forbandt;
Kun hvad der kom fra Oven ned,
Kan blomstre i al Evighed!
2. O Vee da Hver, som daarlig bygger
Sit Haab paa Støvets Blomster-Tid,
Og gribe vil i Jordens Skygger,
Hvad kun som Aande kommer hid!
O, Daare-Drøm om Evighed
Hos hvad ei kom fra Oven ned!
3. Men Vel Enhver, som Haabet grunder
Paa hvad kun Engles Øine saae,
Den Sjæl, som til det Høie stunder,
Og Støvets Glimmer tør forsmaae,
Til ham det kom fra Oven ned,
Som blomstrer i al Evighed!
4. O Vel da ham, hvis Støv vi bære
Til Sove-Kamret under Jord,
Omringet af de mange Kjære,
Som trøstes ved det Sandheds-Ord:
At hvad der kom fra Oven ned,
Skal blomstre i al Evighed!
5. Ja, Ordet som skal evig blive
Fordi af Jord det ei oprandt,
Det holdt sin Tjeners Sjæl ilive,
Saa ham ei Døden overvandt,
Til ham kom Det fra Oven ned,
Som blomstrer i al Evighed!
6. For ham var Jordens Ære Møie,
For ham var Verdens Glimmer Tant,
For ham var Lys kun fra det Høie,
Og Herrens Ord kun evig sandt;
Hans Haab, som kom fra Oven ned,
Ei visner i al Evighed.
7. Saa hvil da, i dit Sove-Kammer,
Du Støv af ham, som lever hist,
Hvor Himmel-Lyset evig flammer,
Hvor Alt er godt, og Alt er vist,
Hvor Han, som kom fra Oven ned,
Med Sine boer i Herlighed!
8. Engang skal ogsaa du, forklaret,
Beskue grandt, med Lys og Lyst,
Hvad end er ikke aabenbaret,
Men lever skjult i Christnes Bryst:
Hos Ham, som kom fra Oven ned,
Har ogsaa Støvet Evighed!