Salme
Salme (gr.), Fællesbetegnelse for Menighedssangene ved den kristne Gudstjeneste. Allerede Jøderne havde S. (se David’s S.), og fra dem gik ikke alene Skikken, men ogsaa selve Sangene, nemlig de gammeltestamentlige S., i Arv til den kristne Menighed. Af Steder i det ny Test, som Kol. 3, 16, Ef. 5, 19 og 1. Kor. 14, 26, fremgaar, at den første Menighed benyttede S. ved Gudstjenesten, og disse S. og Lovsange har vel opr. kun været de gammeltestamentlige, men meget tidlig — i hvert Fald paa den Tid, de nævnte Breve er skrevne — har Menigheden ogsaa begyndt selv at digte Lovsange. Sandsynligvis er Steder som Luk. 1, 46—55, 1, 68—79, Joh. Aabenb. 4, 11, 5, 9—13, 11, 17—18, 15, 3—4 og maaske Steder som Luk. 2, 29—32 og 1. Tim. 3, 15 saadanne gamle kristne S. eller Brudstykker deraf. Kol. 3, 16 taler om 3 Slags Sange: S., Lovsange og aandelige Viser, men hvilken Forskel der gøres mellem de 3 Grupper, kan vi ikke afgøre. Maaske bruges S. her om de gammeltestamentlige S. ell. Digtninge af lgn. Art. Heller ikke ved vi noget om den ældste Salmesang. Sandsynligvis har der som hos Jøderne baade været egl. Fællessange og Vekselsange, men tillige, hvor Naadegaverne blomstrede, improviserede Sange af den enkelte. Omkr. 112 omtaler den yngre Plinius i et Brev til Trajan de Kristnes Sange til Kristus, og senere skildrer f. Eks. Augustin i sine »Bekendelser«, hvorledes Menighedssangen paa et særlig kritisk Tidspunkt under Biskop Ambrosius fødtes paa den daværende Menigheds Læber. Med den allegoriske Fortolkning, som anvendtes over for Skriften, kan baade de gammeltestamentlige S. o. a. hymnologiske Stykker fra den gamle Pagt uden videre overføres i Menighedens Gudstjeneste, f. Eks. anvendtes S. 62 (63) ved Nadvernydelsen. Ogsaa Hæretikerne brugte S. ved deres Gudstjenester. Salmedigtningen begyndte i Østen, og af berømte Salmedigtere der kan nævnes Gregor fra Nazianz, Synesius fra Kyrene og Efraim Syrer, men den udvikledes videre i Vesten, bl. hvis Salmedigtere i Oldtiden især maa nævnes Hilarius fra Poitiers, Ambrosius, Aurelius Prudentius Clemens, Ennodius, Venantius Eortunatus og Pave Gregor den Store. Medens de gr. Hymner i Østen gennemgaaende er rytmiske, er de lat. i Vesten alle metriske.
I Middelalderen blomstrede Kirkesangen, og der dannede sig særlige Digtformer som Sekvenserne og Troperne, men medens det forhen var hele Menigheden, som sang S. og Hymnerne, bliver det nu mere og mere særlig uddannede Kor. Hymnedigtningen trivedes ikke mindst i Klostrene, og det var stadig latinsk Poesi, man frembragte. Ved Siden af den metriske Form gjorde dog ogsaa den rytmiske sig gældende. I 7. og 8. Aarh. trives Salmedigtningen frodig hos Irerne, Skotterne og Angelsachserne og ligeledes hos Spanierne, hvis mozarabiske Hymner indtager en Særstilling i Salmehistorien. Senere kommer den frankiske Kirke i Forgrunden, idet Karl den Store interesserede sig meget for Salmedigtningen. Fra hans Tid og den nærmest flg. kan nævnes Digterne Paulus Diaconus, Theodulf, Hrabanus Maurus, Walafried Strabo og Servatus Lupus. I 10. Aarh., som gennemgaaende var en Forfaldsperiode, havde Kirken kun enkelte Digtere, der levede i Klostre i Frankrig og Tyskland, saaledes Odo og Notker Balbulus. Paa denne Tid tager Helgendyrkelsen Fart, og man begynder at digte særlige Processionshymner. Fra Midten af 11. Aarh. til c. 1300 er den rom.-kat. Digtnings Kulminationspunkt baade i formel, numerisk og kvalitativ Henseende. Ikke faa af de store Kirkelærere i dette Tidsrum viser sig ogsaa som Salmedigtere. De betydeligste Digtere er Peter Damiani, Abailard, Bernhard fra Clairvaux og Thomas fra Aquino samt Jacopone da Todi og Adam af St Victor. Det ypperste Digt fra denne Periode er den storladne Hymne Dies irae, dies illa. Slutn. af Middelalderen er en Nedgangsperiode for Salmedigtningen; der blev vel digtet mange Hymner, men Kvaliteten er ringe.
Med Reformationen kom et mægtigt Opsving og en fuldstændig Omdannelse af Salmesang og Salmedigtning i Kirken. Først og fremmest blev S. atter evangeliske. I den kat. Tid var S. selvfølgelig paavirkede af den daværende Dogmatik; nu blev den ny evangeliske Grundtone ogsaa indført paa Salmesangens Omraade, de gamle S. blev enten udskudte ell. rensede, og en helt ny Salmedigtning skød frem med Toneklange fra den hellige Skrift. Dernæst blev S. atter gjorte til Sange for hele Menigheden, og det skete dels derved, at Menigheden i det hele blev hævet op til aktiv Deltagelse i Gudstjenesten, og dels derved, at S. blev skrevne paa Modersmaalet, noget, som hidtil sjældnere havde været Tilfældet. Endelig kom ogsaa ny, friske Rytmer og Melodier til. I Spidsen for den ny Tid ogsaa paa Salmesangens Omraade gik Martin Luther, og bl. hans S. blev atter »Vor Gud han er saa fast en Borg« den ny Kirkes Kampsang, der ved Siden af Ordets Forkyndelse faktisk sang Evangeliet ind mange Steder. Blandt de ny tyske Salmedigtere, som fulgte Luther, var Hans Sachs, Lazarus Spengler, Philip Nikolai, Paul Eber og Justus Jonas. I de reformerte Lande, Schweiz, Frankrig, England og Skotland kom Salmesangen ogsaa til sin Ret. Calvin vilde egl. ikke anvende andre S. ved Gudstjenesten end de gammeltestamentlige i Overs., men i saa Henseende er hans Ønske langtfra senere blevet respekteret. Navnlig i England udviklede der sig senere en omfattende Salmedigtning. 17. Aarh. tæller en stor Række Salmedigtere i Tyskland, fremfor alle Paul Gerhardt og dernæst Angelius Silesius, som blev Katolik, og den reformerte Joachim Neander. I Pietismens Dage levede Freylingshausen og Gerhard Tersteegen. Ogsaa Zinzendorf var Salmedigter. I 18. Aarh. skabte fremdeles Independenten Watts en ny Kirkesang i England, og omtr. samtidig optraadte Charles Wesley blandt Metodisterne, hvem han skænkede en stor Samling S. Efter en stærk Nedgangsperiode under Rationalismen gik Salmesangen og Salmedigtningen atter frem i 19. Aarh. i alle protestantiske Lande, Nordamerika derunder medregnet.
Skandinaviens Kirker fulgte i den kat. Tid den øvrige Del af den kat. Kirkeafdeling m. H. t. Salmesang, og først med Reformationen aabnes Muligheden for Selvstændighed paa dette som paa andre religiøse Felter. — I Danmark kom den første Salmebog 1528. Det var Malmö-Salmebogen, udgivet af Claus Mortensen Tøndebinder og indeholdende bl. a. en Række al Luther’s S. 1533 besørgede Christian Pedersen en udvidet Udg. af Malmö-Salmebogen, og 1544 Hans Tavsen en paa ny udvidet Udg. 1569 kom den første større Salmebog, Hans Thomissen’s, der indeholdt 269 S., deriblandt 8 lat. Foran hver S. var Melodien trykt. Medens Malmö-Salmebogens S. var ordnede efter Kirkeaarets Fester, er denne Salmebogs S. ordnede dogmatisk efter Kristendommens Hovedartikler. Foruden mange Overs. fra Tysk indeholdt Hans Thomissen’s Samling en stor Mængde danske S., deriblandt af Udgiveren, af Anders Sørensen Vedel, Peder Palladius, Erik og Elisabeth Krabbe, Niels Hemmingsen og Herluf Trolle. Den optryktes senere, ændredes og øgedes betydelig. Bl. a. kom der S. af Hans Christensen Sthen og Arrebo med i de ny Udgaver, og til sidst indeholdt Salmebogen c. 1000 S. I det hele kom Salmebogssagen i Beg. af 17. Aarh. ganske i Uorden, idet forsk. driftige Boghandlere paa egen Haand udgav Salmebøger og navnlig indførte en Mængde S., oversatte mere ell. mindre godt fra Tysk. For at skabe Enhed og ogsaa for at faa ny danske S. henvendte Regeringen sig 1683 til Biskop Thomas Kingo og overdrog ham at samle og udgive en Salmebog, men da »Vinterparten« var udkommet (se nærmere desangaaende Kingo), blev Privilegiet frataget ham, og det blev en Kommission af andre, der kom til at udgive den ny Salmebog. Denne, der udkom 1699 og Aaret efter indførtes alle Vegne, fik dog straks Benævnelsen Kingo’s Salmebog, og af dens 297 S. er 85 af Kingo. Han fik ogsaa et Privilegium paa den. Kingo’s Salmebog havde og har en mærkelig Livskraft. Endnu anvendes den blandt »de stærke Jyder« i Egnene V. og NV. f. Vejle. 1717 kom Flensborg-Salmebogen, udgivet af Pastor B. C. Gjødesen (Ægidius) i Wernis. Den vandt ikke stor Udbredelse, men holdt sig i Flensborg og Omegn lige til Midten af 19. Aarh. Derimod fik Kingo’s Salmebog en alvorligere Konkurrent i Erik Pontoppidan’s eller Slotssalmebogen 1740. Pontoppidan optog mange ny S., navnlig fra de pietistiske Kredse, og bl. Forfatterne maa nævnes Frederik Rostgaard og fremfor alle Hans Adolph Brorson, som havde 90 S. i den. I Pontoppidan’s Salmebog er S. for første Gang nummererede. De er ordnede efter »de saliggørende Sandheder«, altsaa dogmatisk. Trods Støtte fra Hoffet fik denne pietistiske Salmebog dog ikke stor Udbredelse og heller ikke lang Levetid. Længst holdt den sig i Nordslesvig i en omarbejdet Form, foretaget af Præsterne Meyer og U. S. Boesen. Da Klopstock og Gellert havde skabt en Række ny S., følte man Trang til at faa dem med ind i Menighedssangen, og 1778 udgav Statsminister Ove Høgh Guldberg i Forbindelse med Biskop L. Harboe da en ny Salmebog, hvori disse ny S. indtager en betydelig Plads. Denne Guldberg’ske Salmebog, der i det hele kan betegnes som Supranaturalismens, blev kun indført i Byerne og fik derfor Navnet »Købstadssalmebogen«. Ordningen var efter Kirkeaaret. Den fortrængtes imidlertid snart af en ny Salmebog, som blev eneraadende i Riget, nemlig af den evangelisk-kristelige Salmebog, som udgaves 1798 af en Kommission under Biskop Balle’s Overledelse. I denne Salmebog ordnes S. i 3 Grupper: Lov- og Takkesalmer, Bedesalmer og Tidssalmer, en meget kunstig og usystematisk Ordning. Den røber ogsaa nogen supranaturalistisk Paavirkning, men er i øvrigt helt igennem først og fremmest et ægte Barn af Rationalismen. De gamle Kernesalmer er udskudte ell. omdannede for at tækkes Fornuften og den ny gode Smag, og man er ikke veget tilbage for at udvande selv S. som »Vor Gud han er saa fast en Borg«. Alligevel holdt den evangelisk-kristelige Salmebog sig over et halvt Hundrede Aar. 1845 gav Biskop Mynster den et Tillæg med en Del nyere S. Men 1855 blev den til Lykke og Held for dansk Kirkeliv afløst af en ganske anden Salmebog, som baade førte de gamle S. tilbage til deres opr. Form og optog en stor Mængde af de dalevende ypperlige Salmedigteres Værker. Det var Roskilde Konvents Salmebog, i hvilken bl. a. Grundtvig’s, Ingemann’s og C. J. Boye’s S. faar den Plads, der tilkommer dem. S. ordnedes dogmatisk. 1873 og 1890 føjedes Tillæg til Konventssalmebogen. Endelig 1899 autoriseredes atter en Salmebog, Salmebogen for Kirke og Hjem, som dog ikke betegner noget principielt nyt, men som kun har reduceret Konventssalmebogens og dens Tillægs Omfang ved at udskyde en Del mindre betydelige S. og ved at gengive en Del ældre S. i deres opr. Form. Kun en enkelt ny S. er optaget. Ordningen er den dogmatiske. — 1889 fik de dansktalende Menigheder i Nordslesvig en ny dansk Salmebog. — Af ældre norske Salmedigtere fortjener særlig at nævnes Dorothea Engelbrektsdatter (»Sjælens Sangoffer«), Petter Dass (»Katekismus-Sange«) og Johan Nordahl Brun (»Evangeliske Sange«), som alle er repræsenterede i Landstad’s Salmebog. Derimod er Claus Frimann’s S. (»Sange over Evangelierne« o. a.) og Edvard Storm’s (»Aandelige Sange«) som stærkt paavirkede af Tidens Rationalisme ikke gaaet over fra den evangelisk-kristelige Salmebog i Landstad’s. Ved Adskillelsen fra Danmark var tre Salmebøger i Brug i Norge: Kingo’s, Guldberg’s og den evangelisk-kristelige. Med det vaagnende religiøse Liv opkom dog Ønsket om en ny Salmebog, og denne Trang blev kun delvis afhjulpet ved Wexels’ Salmebøger og det af en Komité (Wexels, Jørg. Moe og Grimelund) besørgede »Tillæg til den evangelisk-kristelige Salmebog« (autoriseret 1853). Først da den af M. B. Landstad (s. d.) udarbejdede og af en Bedømmelseskommission reviderede Salmebog autoriseredes 1869, fik de norske Menigheder en Salmebog efter deres Sind. Langt mindre Tilslutning fik den af A. Hauge 1863 udgivne »Psalmebog til Kirke- og Husandagt«, der opr. var tænkt som en revideret Udg. af Guldberg’s Salmebog, men som i Virkeligheden blev et selvstændigt Værk med stærkt konservativt Tilsnit. Ogsaa denne Salmebog autoriseredes til Kirkebrug (1873). En Samling Salmer (»Nokre Selmar«) af højt Værd, originale og oversatte, udgaves paa Landsmaalet af E. Blix 1869 (med senere Tillæg) og autoriseredes 1892 til Brug ved Siden af de ældre Salmebøger. Om Melodierne til Landstad’s Salmebog, se L. M. Lindeman. I en Aarrække har dels Gustav Jensen, dels en særlig Kommission arbejdet paa en ny norsk Salmebog, og Udgivelsen er nær forestaaende. — I Sverige udgav Reformatoren Olaus Petri allerede 1526 en lille Salmesamling paa Svensk, der senere øgedes. 1567 kom den første egl. Salmebog, udg. af Broderen, Laurentius Petri, med c. 100 S. I den flg. Tid kom forsk. Samlinger med Tillæg i Brug. 1643 nedsattes en Kommission til at udarbejde en ny Salmebog, og Kommissionen udgav 1645 Upsala-Salmebogen, der har 166 sv. og 15 lat. S., men de andre Salmebøger forsvandt ikke derfor. I Slutn. af 17. Aarh. arbejdede Emanuel Swedenborg’s Fader, den senere Biskop Jesper Svedberg m. fl. paa at faa en ny Salmebog, og efter ret voldsomme Fejder o. fl. Revisioner autoriseredes 1698 en ny Salmebog, den Svedberg’ske ell. Salmebogen af 1695. I den er optaget S. af fl. samtidige Digtere, som Svedberg selv, Spegel og Arrhenius. I Pietismens Dage kom en Salmebog »Mose og Lambsens visor« (1717), præget af denne Retning, og 1778 udgaves en herrnhutisk Salmebog, »Zions nya sånger«, skrevet af A. K. Rutström. Biskop Olof Celsius udgav første Del af en Salmebog 1765 og anden Del 1767, men den blev ikke antaget af Kirken. Samme Skæbne fik forsk. Prøvesalmebøger i Rationalismens Dage. Men 1816 wdgav Pastor Johan Olof Wallin en Salmebog, hvortil bl. a. han selv, F. M. Franzén og S. J. Hedborn havde givet Bidrag. Den fandt alm. Tilslutning og blev 1819 autoriseret. Endelig tog den sv. Kirkeforsamling 1883 Salmebogsspørgsmaalet under Overvejelse og dannede en ny Salmebog. — Island fik 1589 Gudbrandur Thorlaksson’s Salmebog, der holdt sig længe. Flere Salmedigtere fremstod i 17. Aarh.: Ejnar Sigurdsson, Jon Thorsteinsson og fremfor alle Hallgrimur Pjetursson, Islands og en af Protestantismens største Salmedigtere. 1801 udgav Magnus Stephensen og Gejr Jonsson Vidalin en Salmebog, der senere fik Tillæg. Den afløstes 1886 af en ny Salmebog, hvis Udgiver var Helgi Halfdanarson. Blandt nyere isl. Salmedigtere maa nævnes V. Briem. (Litt.: H. A. Daniel, Thesaurus hymnologicus, I—V [Leipzig 1841—56]; W. Christ og M. Paranikas, Anthologia græca carminum christianorum [Leipzig 1871]; F. Mone, »Lateinische Hymnen des Mittelalters«, I—III [Freiburg 1853—55]; Pimont, Les hymnes du Bréviaire romain, I—III [1874—84]; K. A. Beck, »Gesch. d. katolisch. Kirchenlieds« [1878]; U. Chevalier, Repertorium hymnologicum, I—II [Louvain 1892—97]; Philipp Wackernagel, »Das deutsche Kirchenlied von der ältesten Zeit bis zu Anfang des 17. Jahrh.«, I—V [Leipzig 1864—77]; J. Julian, A Dictionary of Hymnology [London 1898]; Herzog’s »Realencyklopädie«, Artiklen »Kirchenlied«; Fr. Nielsen, »Haandbog i Kirkens Historie«, I—II; Fr. Hammerich, »Den kristne Kirkes Historie« [Bd III, 1891]; C. J. Brandt og L. Helweg, »Den danske Psalmedigtning«, I—II [1846—47]; C. J. Brandt, »Vore danske Kirke-Salmebøger fra Reformationen til Nutiden« [1886]; Vilhelm Bang, »Biografiske Oplysninger om danske og norske Forfattere og Oversættere af S. i Roskilde Konvents Salmebog« [1886]; P. Severinsen, »Dansk Salmedigtning i Reformationstiden« [1904]; H. Nutzhorn, »Den danske Menigheds Salmesang i Reformationstiden« [1909—14]; J. N. Skaar, »Norsk Salmehistorie« [Bergen 1879—80]; J. W. Beckmann, »Den nya Svenska Psalmboken, framställd uti Forsök till Svensk Psalmhistoria« [Sthlm 1845—72]; Arne Møller, »H. Pjetursson’s Passionssalmer« [1922]; Samme, »Islands Lovsang gennem Tusind Aar« [1923]).