Vise

        Vise er den almindelige Betegnelse for en Strofe, der baade i musikalsk og litterær Henseende har den simplest mulige Bygning, saa at enhver Tilknytning til Kunstdigtning, i Musikken Benyttelse af Gennemkomposition og selvstændigt Akkompagnement, er undgaaet. For Indholdets Vedkommende betyder V. en Bevægelse hen imod det jævne og letfattelige med en Fjernelse fra højere poetiske og vanskelig tilgængelige Forestillinger. V. dækker saaledes hverken den franske chanson eller den tyske Lied. V. anvendes i nordisk Litteratur første Gang om den saakaldte »Folkevise« (s. d.) (Abrahamson, Nyerup og Rahbek, »Udvalgte danske Viser fra Middelalderen«, 1—5, 1812 ff.), hvorved imidlertid er at bemærke, at Folkevisen til Dels maa opfattes som Kunstdigtning, digtet iblandt og sunget af Folkets højere Lag, og at den først ved i Aarhundredernes Løb at jævnes, glattes og enfoldiggøres, samtidig med at den bliver Menigmands aandelige Eje, gaar over til virkelig Folkevise i snævrere Forstand. Medens Betegnelsen V. aldrig anvendes over for den religiøse Digtning, selv i dennes simpleste Skikkelse som den to- og fireliniede Salmestrofe (en Undtagelse er dog maaske »Dagvisen«, der har Rødder i den førkristelige Poesi), kommer den til at betyde Sangen med verdsligt Indhold, medens den derimod oftere har Melodi fælles med den aandelige Digtning. En udmærket Eksempelsamling paa gamle danske V. er Nyerup’s og Rasmussen’s »Udvalgte danske V. fra Midten af 16. til Midten af 18. Aarhundrede«, 1—2, 1816—21. Man finder her »Majvisen«, »Fuglevisen« o. m. a. Kun til en Del af disse V. kan et Forfatternavn knyttes. De fleste af dem er V., »trykte i dette Aar«: der har vandret fra Slægtled til Slægtled gennem den mundtlige Tradition. Medens Hyrdepoesien er fransk og tysk Import, der afføder »Arien«, hvor vi er inde paa Kunstdigtningens Omraade, faar vi i tysk og nordisk Poesi en særegen Form for V. i Drikkevisen. Allerede Bording (s. d.) giver Opsang til denne, men det er dog først i de sidste Aartier af 18. Aarhundrede, at Drikkevisen bliver den oplyste Trediestands Yndlingspoesi. Det vil her være tilstrækkeligt at minde om Navne paa Drikkevise-Forfattere som Rahbek, Tode, Zetlitz, Storm, Baggesen, P. A. Heiberg o. m. a. Klubberne var Hjemstedet for Drikkevisen, og herfra forplantede den sig videre til Middelstandens Hjem. Omkring 1800 begyndte i Kjøbenhavn en betydelig Boghandlerindustri med Udgivelsen af Visesamlinger, som snart fandtes i hvert Hjem og benyttedes til Samsang ved alle selskabelige Lejligheder. Den firestemmige Korsang, som den dukkede frem i Danmark i Aarene omkring 1830 (se Studenter-Sangforeningen), vilde næppe have været tænkelig uden denne simple Form for Samsang som Forgænger. Visebøgerne indeholdt imidlertid ikke blot Drikkeviser, men ogsaa de populære Viser af Thaarup’s nationale Syngespil (»Høstgildet« m. m.) og Couplets af de paa samme Tid opdukkende franske Syngespil og snart efter af Vaudevillerne. En Visedigter af eminent Rang fik den danske Litteratur omkring 19. Aarhundredes Midte i Erik Bøgh; men da var V. allerede i Færd med at gøre Skridtet tilbage til Enkeltforedrag, nu hyppig ledsaget af Guitaren eller Klaveret, medens i det højeste Viseomkvædet tralledes med af alle tilstedeværende eller sidste Linie gentoges i Flok. For Samfundets lavere Lag har Gadevisen holdt sig med en forbavsende Konservatisme lige fra Bogtrykkerkunstens første Dage, og en hvilken som helst betydeligere offentlig Begivenhed af sørgelig eller glædelig Art fremkaldte til for faa Aar siden saadanne Gadeviser. Som en moderne Afart af Gadevisen kan den specielt kjøbenhavnske Revuevise nævnes, der ofte for en kort Stund har naaet en stor Popularitet, men som en blot og bar Døgnflue (Rantzau brugte allerede denne Betegnelse for sin omfattende Viseproduktion, beregnet paa offentlig Foredrag) kun har ringe Leveevne.

        Af norske Visedigtere fortjener særlig at nævnes N. U. A. Sinding-Larsen (»Olaves Pedersen«), hvis Viser med Tema fra Folkelivet i Oslo har vundet stor Popularitet.