Vaudeville
Vaudeville [fransk: vo’dvil, dansk: vodə— ’vilə], almindelig Betegnelse for en dramatisk Digtart, ifølge J. L. Heiberg’s Definition et »Situationsstykke med løselig antydede Karakterer, og hvor Sangen træder i Dialogens Sted overalt, hvor denne har hævet sig til de interessanteste Punkter«, eller som han kortere udtrykte det: »En tæt Forening af Ord og Toner«. Navnet V. er oprindelig knyttet til et Sted, les Vaux-de-Vire (Vire-Dalene i Normandie), hvor Olivier Basselin i 15. Aarhundrede boede og digtede de lystige Sange, der efter Hjemstedet og med en sproglig meget almindelig Overgang fra r til l kom til at hedde »Vaux-de-Ville«. I Tidens Løb blev dette Betegnelse for alle Slags lystige Sange og Kupletter, og da saadanne Kupletter ofte var det væsentlige Indhold i mindre Teaterstykker, gik Navnet V. over til at betegne denne dramatiske Kategori. Heiberg saa under sit Paris-Ophold disse Stykker og har vel omgaaedes med Tanken om at overføre dem til det danske Teater; imidlertid blev vistnok den Lykke, som et Hamburg-Selskab gjorde med V. »Die Wiener in Berlin« under et Gæstespil i Kjøbenhavn, Anledningen til, at han forsøgte at realisere sine Ideer. 28. Novbr 1825 spilledes første Gang hans V. »Kong Salomon og Jørgen Hattemager«; den gjorde umaadelig Lykke og blev en Begivenhed i dansk Teaterhistorie, idet Heiberg benyttede V. til at genskabe et nationalt Lystspil. Samtidig gav den meget musikalske Mand den danske V. en langt betydeligere musikalsk Ballast, end der fandtes i den franske, idet han under øjensynlig Paavirkning af Bellman (s. d.) skabte den musikalske Situation med afvekslende, i Rytme og Tonart nøjagtig afstemte og fortræffelig valgte — ofte af ham selv komponerede — Melodier. I Løbet af 1826 fremkom — foruden den ubetydelige Lejlighedsvaudeville »Den otte og tyvende Januar« — »Aprilsnarrene eller Intriguen i Skolen« og »Recensenten og Dyret«, maaske den mest typiske af alle V. Da Heiberg imidlertid stadig var udsat for Misforstaaelser og Angreb af Folk, der troede, det var hans Hensigt helt at ville erobre Skuepladsen for V., skrev han 1826 Afhandlingen »Om V. som dramatisk Digtart«, der i al sin Ensidighed er et Mønster paa elegant Polemik og æstetisk Popularisering. Heiberg’s øvrige Vaudeviller er: »Et Eventyr i Rosenborg Have« (med Musik af Weyse, 1827), »De Uadskillelige« (s. A.), »Kjøge Huskors« (1831), »De Danske i Paris« (1833), »Nei« (1836) — foruden 5 Vaudevillemonologer. Som Heiberg’s Arvtagere maa i første Række Henrik Hertz, Hostrup og Erik Bøgh nævnes. (Litt.: Heiberg, »Om V.« [1826]; J. Steenstrup, »Fra Fortid og Nutid« [1892]; Jul. Clausen, »Kulturhistoriske Studier over Heiberg’s V.« [1891]).