Rationalisme

        Rationalisme (af ratio. Fornuft) er en saadan Betragtning af Tilværelsen, hvor Fornuftens Synspunkt er det dominerende. Inden for Filosofien taler man om R. som Modsætning til Empirisme; man forstaar herved en saadan filosofisk Anskuelse, som ved Tilsidesættelse af den sanselige Iagttagelse alene søger at faststille Sandheden gennem en begrebsmæssig Udvikling. Som Repræsentanter for en saadan Retning staar i ældre Tid Platon, i nyere Tid Spinoza samt Fichte, Schelling og Hegel. Langt mere alm. er den teologiske Anvendelse af Ordet R.; her betegner det en Modsætning til Aabenbaringssynspunktet. R. i den Forstand er Anerkendelsen af Fornuften som den højeste Domstol ogsaa i Trossager. Det er fornemmelig i 18. Aarh.’s tyske Teologi, at denne Retning træder frem. I England havde den ny Oplysning først sat sine Spor gennem Deismen; paa fr. Jordbund optræder den som mere ell. mindre radikal Naturalisme; i Tyskland bliver den til teologisk R. Som den første Ophavsmand til den kan vel nævnes Leibniz, der, skønt han stod paa den positive Aabenbarings Standpunkt, dog gav Fornuften en selvstændig Plads over for Aabenbaringen. Hans Discipel, Chr. Wolff, opstiller en »naturlig Teologi«, der bygges paa den alm. Fornuft, ved Siden af den positive Teologi. Paa delte Grundlag arbejdes der nu siden af alle Teologer; der indføres en kritisk Behandling af Bibelen og Kirkens Historie ved Mænd som Ernesti og Semler. Ogsaa Lessing slutter sig hertil ved sin Udgivelse af Wolfenbüttler-Fragmenterne. Gennem en sejrrig Kamp med Ortodoksien og Pietismen bliver R. efterhaanden i Slutn. af 18. Aarh. sejrende overalt inden for den tyske Teologi. Det Erkendelsesprincip, som den gør gældende, er Fornuften ell. snarere Forstanden, og det tilmed i en meget nøgtern Form, som »sund Forstand«; det praktiske Synspunkt er det afgørende, og det atter i den Forstand, at der kun spørges om, hvad der tjener til Gavn og Nytte for Menneskeslægten. Religionen hævdes kun, for saa vidt som den ogsaa tjener til Slægtens Forbedring. Grundtankerne i R.’s Opfattelse af Kristendommen er først Gud som Forsynet, dernæst Jesus som Forbillede for et dydigt Menneskeliv, og endelig Udødeligheden som Lønnen for et Liv i Pligtopfyldelse. Alle de mere spekulative ell. mystiske Elementer i Religionen lægges ganske til Side som unyttige. Da Retningen dog for en stor Del havde en kirkelig Position, blev man stillet over for Spørgsmaalet om, hvorledes man skulde affinde sig med Bibelens Beretninger om det overnaturlige (Mirakler, Dæmoner o. s. v.). Saa vidt muligt søgte man at hjælpe sig med en naturlig Forklaring, hvorved det overnaturlige afvistes som kun beroende paa en fejl Opfattelse af vedk. Fortælling. Ellers hjalp man sig ved at tale om en Akkommodation (s. d.), en Tillempning efter Folketroens Forestillinger, som Jesus og Apostlene skulde have anvendt. Paa den Maade kom man til at adskille mellem en grovere og en renere Form for Religionen, man talte alm. om Kristendommens Perfektibilitet ɔ: dens Evne til at udvikle sig videre i Retning af, hvad man forstod ved naturlig Religion. Af R.’s Teologer kan nævnes Wegscheider, Bretschneider og Teller, der gav Fremstillinger af den kristne Lære: som Fortolker fik Paulus i Heidelberg et vist Navn; som Prædikanter vandt Spalding og Röhr Berømmelse. Det var imidlertid ikke blot fra teologisk Side, at R. blev støttet. I Populærfilosofien fandt den en mægtig Forbundsfælle; herhen hører f. Eks. Moses Mendelssohn. Men fornemmelig var det gennem Boghandler Nicolai’s »Allgemeine deutsche Bibliotek«, at Populariseringen af de ny Tanker foregik.

        En ny Fase i R.’s Historie indlededes med Kant, der i sin Filosofi gør Ende paa den naturlige Teologi, men samtidig dog i sin Teologi fastholder visse af dens Principper. Lige saa lidt som sin ældre Samtid har han Sans for Historiens Bet. Idet han i afgjort Modsætning til Tidens Utilitarisme gør Moralens ophøjede, selvgyldige Karakter gældende, bliver Religionen for ham nærmest kun en Støtte for Moralen. Saaledes kommer han bestandig til at fastholde Modsætningen mellem Fornuftreligionen og den positive; kun den første er den sande. Den videre Reaktion mod R.’s ensidige Forstandsretning udgaar fornemmelig fra Mænd som Herder, Hamann, Lavater, Lessing og Jakobi, og den fuldbyrdes gennem den romantiske Aandsretning, som snart faar Magten. Det er især fra Følelsens og Gemyttets Side, ligesom fra Historiens og Spekulationens Omraader, at Protesten udgaar. I teologisk Henseende er Schleiermacher den, der har gjort Ende paa R.

        Ogsaa i Danmark har R. haft sin Tid. I Teologien er Bastholm og H. G. Clausen især dens Repræsentanter. Den overvindes af Mynster og Grundtvig. I Norge er dens typiske Repræsentant F. J. Bech. Reaktionen mod den indledes praktisk af Hauge, senere af de teologiske Professorer Hersleb og Stenersen.

        Man har ogsaa i nyere Tid talt om R. inden for Teologien; til Forskel fra den ældre Retning har man kaldt den for Ny-R. Det er dog især fra Modstandernes Side, at det er gjort, og noget egl. sammenfattende Princip for en saadan Aandsretning kan der ikke paavises. Meningen hermed har da ogsaa nærmest været den at finde en Fællesbetegnelse for de religiøse Opfattelser, som stiller sig i Afstand fra Ortodoksien. At imidlertid den valgte Betegnelse er meget uheldig, ligger klart for Dagen. Det ejendommelige for al R. vil dog blive, at Forstanden her stilles i Forgrunden som den herskende Evne. Men at det religiøse Forhold ikke kan forstaas og bedømmes ud fra et rent Forstandssynspunkt, det er en Erkendelse, som lige saa vel vil være at finde hos den liberale som den ortodokse Teologi i vor Tid (se Ortodoksi).