1. Har Haand du lagt paa Herrens Plov
See ei til Verdens Trylle-Skov
Og ei til Sodoms Plage;
Men pløi din Fure, strøe Guds Sæd!
Er Jorden dig for tør, saa græd!
Vil Graaden kvæle Røsten,
Saa tænk paa Gylden-Høsten!
2. Men skeer det end, du seer dig om
For vi er alle svage,
Paa Stand dit Kald dog ihukom,
Giør ei et Skridt tilbage!
Tilbage vender Livet ei,
Al Krebs-Gang er kun Dødens Vei!
Om Hast-Værk Fald dig bragde,
Saa lær kun at gaae sagte!
3. Saa fremad da i Jesu Navn,
Trods Stene og trods Stokke!
Og stands ei, om end Lue-Favn
Dig byde stolte Blokke!
Paa Gløder gaae vi allenstund
Hvad Skin end har den falske Grund,
Hvi ei engang i Lue,
Hvor Alt er klart tilskue!
4. Det er jo kun en liden Stund,
Saa er vort Løb tilende,
Og Døden er jo kun et Blund
Som vi fra Søvnen kiende,
Og Hvilen, af den Fred, vi nød,
Vi veed er meer end Møien sød,
Og daglig vi jo kvæde:
Gid evig var vor Glæde!
5. Det vorder den, før vi det veed
Naar troe vi blev til Enden,
Mens Suk og Graad i Evighed
Er Løn for Leie-Svenden!
Klenodiet er saare stort,
Paa Gavl for os staaer Himlens Port,
Og Han, som har Vand-Kilden,
Han gaaer for os i Ilden!