Nu kom der en Due,
Med Danne-Brogs Tegn,
I bølgende Bue,
Fra Lys-Havets Egn,
Ei legde forinden
Lys-Englene smaa,
Men strømmed paa Kinden,
Som Bølger mon gaae,
Det varslede Mørke,
Thi Lys uden Størke,
Det skaber en Tus-Mørke-Stund;
Med Godset du rutter,
Og ødsler i Løn,
Godt nok med den Luther,
Ret smukt af hans Søn,
Men min er Omsorgen,
Mig selv er jeg næst,
Jeg ogsaa i Morgen
Vil byde til Gjæst,
Din Gjæld jeg dig skjænker,
Men bie, til jeg bænker,
Og skjænker dig huld i min Hald!
Gak nu til de Daner
Og Norbagger smaa,
Hvor Gjengjæld du ahner,
For hvad jeg nok saae,
Du utro Husholder
Dem skjænked i Smug!
Gak til dem, du Tolder!
For snildelig Brug
Af Pennen og Fristen,
De deres Jævn-Christen
Taknemmelig laane vel Huus!
For Resten, vær rolig,
Bliv vaagen, giv Agt!
Jeg holder det trolig
Alt hvad jeg har sagt.
Hvad selv du i Drømme
Har seet eller hørt,
Maa Aanden bedømme
Som har det fremført,
Maa selv du forsvare,
Og lade forklare
Ved Lyset med Tiden sig selv!
Saa mælede Duen,
Og vilde nu brat
Utrøstet paa Tuen
Mig Arme forladt,
Da greb, i min Vaande,
Om Vingen jeg fast,
Da kom jeg i Aande,
Og raabde med Hast:
Jeg gjorde mit Bedste,
Nu er jeg din Næste,
Med Livet jeg slipper dig ei!
Vist haver jeg Brøde,
Hvo haver ei den,
Men Frelseren døde,
Og Gud er min Ven,
I Sønnen er Livet,
Paa Sønnen jeg troer,
Og Gud mig har givet
Paa Livet sit Ord,
Han kan nu ei støde
Mig ned til de Døde,
Som mumle i Skyggernes Land!
Gaaer Herren i Rette
Med Støvet, da maa
Han vinde sin Trætte,
Og Støvet forgaae,
Men Jorderigs Dommer
Har svoret og sagt:
For Dommen ei kommer
Hvo med mig gjør Pagt!
Paa Ordet jeg lider,
Med Ordet jeg strider,
Med Livet jeg slipper dig ei!
Saa lærde min Fader
Mig Kampen med Gud,
Han ingen forlader
Som holder den ud;
Forlader ei Sine
I Skyggernes Land,
Vil Sjælen til Pine
Ei sætte i Band,
Som lod sig forhaane,
Af dem som ei skaane,
Men haane Hans hellige Ord!
I Valmue-Taage,
I klingrende Frost,
At vente og vaage,
Forsvare sin Post,
Hvo det kan fuldbringe,
Kan ogsaa, fra Jord,
Til Himlen sig svinge,
Saa let som Guds Ord,
Men Herren det nægter,
At Nogen det mægter,
Undtagen Han selv og hans Aand!
Han Selv lod mig lære,
At Støv kun i Løn,
Har Eet at begjære
Med Suk og med Bøn,
Det søgde jeg efter:
At bygge og boe,
Hvor Sjælen har Kræfter,
Og Sindet har Ro,
Hvor Gud alle Dage
Er stærk i de Svage,
I Herrens det deilige Hus!
Han veed det, som skuer
Hvad Hjertet attraaer,
At bedre mig huer
En Dag i hans Gaard,
Om og i Nat-Røde,
Som Fienden har tændt,
Min Hytte maa gløde,
Naar Værket er endt,
End tusinde Døgne,
Omtaagede, søgne,
Kun skjønne paa Skyggernes Maal!
Han veed det, som kjender
Min inderste Lyst,
At hvad sig end vender
Og krymper i Bryst,
Paa Tærskelen tager
Jeg heller min Plads,
End høit jeg fremrager
I Verdens Pallads;
Før lavest paa Skamle
I Løn hos de Gamle,
End høit i de Selv-Kloges Lag!
Han, ved sine Sale,
Vist Rede og Lye,
Til Spurv og til Svale,
Vil skjænke paa Ny,
Han ei vil udjage
Den ringeste Fugl,
Som under Hans Tage
Kun søger et Skjul,
For der at udlægge,
For der at opklække
Et Kuld til Hans Herligheds Priis!
Han saae mine Tanker,
Ved Dag og ved Nat,
Hvor ensom jeg vanker,
Af Verden forhadt,
Hvor Ingen mig kjender,
Som under mig godt,
En Fremmed blandt Frænder,
Selv Drenge til Spot,
Han veed, hvad der kvæger,
Trods Malurtens Bæger,
Mit Sind og mit Hjerte i Løn!
De fremmede Frænder,
Paa Mark og paa Fjeld,
Som ikke mig kjender,
Jeg spaaede Held;
Mig tykdes, i Norden
Jeg Helgene saae
Opstige af Jorden,
Og Bølgerne blaa,
For Vidne at bære,
Til Frelserens Ære,
Om Livet, Han Dødninger gav!
Har Støvet og Mindet,
Af Fædrenes Old,
Mit Øie forblindet
For Runer paa Skjold,
Saa Skygger af Livet
For Varsler jeg tog,
Jeg dog vel med Sivet
Mig selv kun bedrog!
Jeg loved kun Lykke,
Til dem som vil bygge
Paa Zions den prøvede Steen!
Vist haver jeg feilet,
I Skjøn, som i Skud,
Dog altid i Speilet
Jeg ledte om Gud,
Og sikkert den Kjerte
Opsteeg af Hans Ord,
Som trøsted mit Hjerte
Med Haabet om Nord,
Den fløi mig i Haanden,
Hvor herlig i Aanden
Opstod de hentørrede Been!
Naar Lænderne hæved,
Og Hænderne sank,
Mit Øie sig hæved
Til Stjernen saa blank,
Som stod over Norden,
Og størked min Tro;
Skal nu under Jorden
Jeg søge min Ro,
Skal Haabet mig briste,
Skal Huset jeg miste,
O, gid jeg da laae under Muld!
Velan! du har vundet,
(Saa Røsten nu lød)
Du Naade har fundet
I Liv og i Død!
Vil ei du udvige,
Velan da, saa bliv,
Naar god du tør sige
For Brødrenes Liv;
Men Han, som paa Gaader
Forstaaer sig, dig raader:
Gak ud, og tie stille for Gud!
Til Himmelens Fader
Dit Haab du har sat,
Han ei dig forlader
I Nød eller Nat!
Den Fjer, du har fattet,
Behold den til Pen,
Det vorder vel skattet,
Som skrives med den!
Guds Timer og Dage
Gaae frem og tilbage,
Vi samles, vi sees igjen!
Ja, end før du skuer,
Igjen over Bog,
De bølgende Buer,
Du mærker dem dog;
Naar Fjeren mon klinge,
Jeg gav dig til Pen,
Da rører min Vinge
Den savnede Ven,
Da sødt sig forbinder
Paarørende Minder
I Hjerte, i Aand og i Ord!
Saa talede Duen,
Og svang sig da bradt
Fuldhøit over Tuen,
Og see, det var Nat,
Mid-Vinter i Norden,
Alt ligesom før,
Ja Vinter paa Jorden,
I Sønder og Nør,
Hin hjertelig kolde,
Som Thurserne volde,
Som varsler om Ragna-Roks Gnye!