Det Næste jeg mindes,
Det var ingen Drøm,
Thi i mig end findes
Den levende Strøm,
Som lædsker og kvæger,
Med Væde fuldsød,
Som dybt mig bevæger,
I Lyst og i Nød,
Ja, Kjærligheds-Strømmen,
Som klarede Drømmen,
Tilbeder, lovsynger min Sjæl!
Fra Høielofts-Salen,
Hvad Fædrene sang,
Om Rosen i Dalen,
Til Hytten nedklang;
Om Troen i Hjerte,
Om Sjælenes Daab,
Om Glæde i Smerte,
Om levende Haab,
Om Kjærligheds Finger,
Som Hjerterne tvinger,
Mig spurgde en underlig Røst!
Jeg følde, at, slaget
Af Marken, paa Fjeld,
Af Skygger bedraget,
Jeg raved i Kveld;
Bortblæst var min Størke,
Og myrdet min Ro,
Det tordned i Mørke:
Og havde du Troe
Til Bjerge at flytte,
Det kan ikke nytte,
Naar steenhaardt er Hjertet og koldt!
Mig tykdes, at Staven
Var over mig brudt,
Til Værre end Graven
Af Herren forskudt;
Mit Støv jeg foragted,
Min Sjæl var mig Alt,
Jeg Døden betragted
I aandig Gestalt,
Med Døden i Hjerte,
Jeg følde ei Smerte,
Men blegned og gjøs for mig selv!
Da lærte jeg Arme,
I Midvinter sval,
At Lys uden Varme
Er Helvedes Kval;
Ei græde jeg kunde
For Gud eller Ven,
Kun grue og grunde,
Og grue igjen,
Jeg kæmpe mig vilde
Til Kjærligheds-Kilde,
Omskabe jeg vilde mig selv!
Du Jord-Klimp, du Synder!
Hvad tænker du paa?
Hvad Kjødet begynder
Maa Aanden forsmaae!
Du Gud vil undvære,
Til du er Ham lig,
Nei, giv Ham sin Ære,
Saa hjælper Han dig!
Fra Døden til Livet
Kun Een det var givet,
Paa Vinger, at hæve sig selv!
Saa tugted mig Aanden,
Med trøstende Ord,
Og bar mig paa Haanden
Til Kirke i Chor;
Der Selv Han mig døbde,
Til Anger og Bod,
Og Han som os kjøbde
Fra Død med sit Blod,
Han skjænked mig Livet,
Som Ham det er givet,
Med Kysset i Kjærligheds Kalk!
Gak ud, sagde Aanden,
Forkynd over Land,
At Daaben, trods Haanden,
Er mere end Vand,
At Nadverens Naade,
I Viin og i Brød,
Paa underfuld Maade
Kan frelse fra Død;
Ved Midvinters Tide,
Du selv fik at vide
Hvad glimrende Skygger formaae!
Mit Sværd dig har saaret,
Min Haand dig har lægt,
Til Kamp est du baaret,
Til Maal og til Vægt;
Stik Sværdet i Skeden,
Som feil du har brugt,
Tænk immer paa Freden,
Saa strider du smukt;
Mit Sværd jeg dig laaner,
Hvad for det neddaaner,
Det vækker forklaret jeg op!
Du Sværdet skal bære
I Sandhedens Gjord,
Du Verden skal lære,
At fast er mit Ord,
Ja, Verden skal finde,
Paa dig og din Færd,
At ei gaaer i Blinde,
Den jeg giver Sværd,
At myrdes kan Ordet,
Men aldrig, ved Mordet,
Berøves sit evige Liv!
Slet intet du mægter,
Kom vel det ihu,
Saa ei du tilfægter
Dig Afmagt og Gru!
Paa Gud skal du bie,
Om og Han er seen,
Det ellers maa svie
Til Marv og til Been,
Hans Timer og Dage
Gaae frem og tilbage,
Du Jord-Klimp! tie stille for Gud!
Udraab kun, at Ordet,
Som skrevet det staaer,
Bogstavelig jordet,
I Aanden opgaaer,
Til Ham at afbilde,
Som, efter sin Død,
Beviiste med Snilde,
At Ordet blev Kjød,
Vil altid bevise,
At Ordet er Spise,
At Ordet er Liv og er Aand!
Udraab kun, at Striden,
Med Raad og med Daad,
Udraab kun, at Tiden,
Med Smil og med Graad,
Skal Kronen forgylde,
Til Kongen saa from,
Som hid, i dens Fylde,
Med Fred-Lyset kom,
Som mildelig bier,
Til Orgelet tier,
Med Seglen og Dommens Basun!
Udraab kun: hvert Øie
Skal see Ham i Glands,
Hvert Knæ sig skal bøie
I Kraft-Navnet Hans,
Hver Menneske-Tunge,
Som toner paa Jord,
Skal vidne og sjunge:
Den Herre er stor,
Til Faderens Ære,
Velsignet Han være,
Vor Broder, vor Frelser, vor Gud!
Lad Øiet kun stirre
Paa Tidernes Tegn,
Men ei sig forvirre
I Mythernes Egn!
Udraab hvad du skuer!
Fortæl hvad du veed!
Velsign mine Duer,
Hvor de synke ned!
Frygt aldrig for Fienden!
Men vogt dig for Vinden,
For Skinnet af hvad jeg har sagt!
Naar Lyset, du skimter,
Af Ordet opstaaer,
Da siig, hvor det glimter,
Hvad sikkert det spaaer;
Thi Himlen skal svinde,
Og Jorden forgaae,
Men Ordet skal vinde,
Og Tegnet bestaae,
Som Ordene lyder,
Hvad Tegnet betyder,
Maa Aanden som gav det forstaae!
Saa gjør nu dit Bedste!
Paa Ordet giv Agt!
Jeg kun vil stadfæste
Hvad selv jeg har sagt;
Men skulde og Helte
Jeg skabe af Been,
Og skulde jeg smelte
Mig Hjerter af Steen,
Ei svigte skal Ordet,
Men herlig, trods Mordet,
I Aanden forklaret opstaae!
Saa lød fra det Høie,
Hvor stille jeg sad,
Med Ordet for Øie,
En Røst over Blad;
Jeg lytted, jeg loved
Den Herre saa blid,
Jeg ypped, jeg voved
Den standende Strid,
Jeg høded, jeg hugged,
Jeg sang og jeg sukked,
Min Hug stod til Seier og Fred!
Jeg tog nu mit Stade,
Hvor Gud mig det gav:
Paa Babylons Gade,
Ved Daniels Grav,
Hvor sidste Gang Ordet
I Psalmer gjenlød,
Hvor Luther var jordet,
Hvor Troen var død,
Hvor Stenen alt kneiste,
Som Saga opreiste
Til Tegn ved hensmuldrede Been!
Der stod uforfærdet
Jeg ikke som Steen,
Men blottede Sværdet,
Og var ikke seen,
Med Straalen i Størke,
At vise paa Skjold,
Han streed ei for Mørke,
Den Kæmpe saa bold,
Hans Sværd var en Straale,
Som godt kunde taale
At prøves i Helvedes Ild!
Som Sværdet, saa Huset,
Han bygged for Gud,
Ei sank det i Gruset,
Trods gloende Skud,
Thi Grunden var ægte,
Og Muren stod fast,
Om ogsaa hver Lægte
I Luerne brast;
Hvad Staalet kan skjære,
Kan Baalet fortære,
Men Haand og med Staalet fornye!
Som Huset, saa Harpen,
Han slog over Muld,
Fra Elben til Sarpen,
Med Strænge af Guld.
Kast Harpen paa Baalet!
Den Strænge-Leeg gild,
Som trodsede Staalet,
Den taaler og Ild,
Sit Offer den bringer,
Og klarere klinger
Udglødet, den luttrede Stræng!
Som Harpen, saa Bogen,
Der bærer hans Navn,
Og skimler i Krogen,
I Skyggernes Favn;
Hvad Haanden har malet,
I Røg kan opgaae,
Hvad Tungen har talet
Skal luttret opstaae,
Paa glødende Vinger
Fra Baal sig det svinger,
Som Stjerner til Himlen saa bradt!
Som Bogen, saa Barnet,
Han avled paa Jord,
Udviklet af Garnet,
Oplært af Guds Ord,
Sin Moder at ære,
Og til hendes Værn,
At træde og bære
Selv gloende Jern,
Mens stille hun binder
Sin Krans af Kjær-Minder,
Med Taarer ved Faderens Grav!
Er Øiet og Maalet
Ei Grunde for Dyr,
Skal Barnet paa Baalet
Bevise sin Byrd;
For Barnet at braske
Det klæder kun slet,
Men see, om hans Aske
Ei giver ham Ret,
Saa af den sig hæver,
Mens Baalet end bæver,
Som Kæmpe hans Fader paa Ny!
Som Barnet, saa Bordet,
Han dækked i Chor,
Til Ære for Ordet,
Som Barnet kun troer,
Til Gavn og til Glæde
For alle de Smaa,
Som gjerne til Sæde
Paa Skamlerne gaae,
Og gjerne staae Skrifte
For Ham som vil stifte
Et kjærligt, et evigt Forlig!
Ja, Bordet, som Daarer
Foragte nu saa,
At det ikkun Taarer
At tolke formaae,
Deraf kan I brænde,
Med Dugen, hver Splint,
Men, om, til den Ende,
I springe i Flint,
Ei Sølvet og Guldet,
Udluttret fra Muldet
I Smelterens gloende Ovn!
Saalænge end findes
I Støvet et Savn,
Der kun kan forvindes
I Frelserens Favn,
Saalænge skal Bordet,
Med Sølv og med Guld,
Med Troen paa Ordet,
Staae høit over Muld,
Og Hjerter forene,
Som levende Stene,
Til Piller i Faderens Huus!
Ja, selv naar udtømmet
Er Kalken paa Jord,
Og atter indstrømmet
I Englenes Chor,
Skal end i Guds Rige
Sig reise det Bord,
Thi aldrig kan svige
Et Sandhedens Ord,
Og sagde Han ikke:
Det Ny vil jeg drikke
Med eder i Faderens Land!
Saa, ivrig med Tunge,
Og dristig med Pen,
Jeg Sværdet lod sjunge
Om Bibelens Ven,
Jeg Ordet lod virke
Paa gammeldags Viis,
I Skole og Kirke,
Til Fædrenes Priis,
Jeg Ordet lod dømme,
Og Aanden berømme,
Som Ordet gav levende Kraft!
Naar Røsten sig hæved,
Som Stormen udfoer,
Da fnøs eller bæved
Dens Fiender i Nord,
Da lyttede alle
Som troed Guds Ord,
Med Brunog med Balle,
De Gamle i Nord;
Med Seier i Vente,
Paa Mælet de kjendte
I Barnet hans Fader igjen!
Naar Luther hin lille,
Som i mig opstod,
Sad troende stille,
Og Bogen oplod,
Da saae jeg en Kjerte
Af Ordet opgaae,
Da legde i Hjerte
Lys-Englene smaa,
Da sang de: fra Oven
Vi komme til Skoven,
Fra Himmelen høit kom vi her!
Paa bølgende Buer,
Paa Danne-Brogs Tegn,
Jeg kjendte de Duer
Fra Lys-Havets Egn,
Som Tidende bringer
Med levende Røst,
Med snehvide Vinger,
Og høirøde Bryst,
Jeg maatte mig bøie,
For Bud fra det Høie,
For Aanden ærbødig til Jord!
Alt hvad jeg da hørde,
Hvad dunkelt jeg saae,
Hvad inderlig rørde
Lys-Englene smaa,
Det gav jeg min Stemme,
Skjøndt tit det var sært,
Jeg kunde fornemme
Det Aanden var kjært,
Og Ham, som mig døbde,
Til Ham, som os kjøbde,
Jeg skyldte min Røst og mit Liv!
Nu lød over Vange,
Nu lød over Nord,
I Suk og i Sange,
Et underligt Ord,
Fuldmørkt for de Fleste,
Men rørende dog,
Til Spot for det Meste,
Naar ei det nedslog,
Til Lyst, naar i Drømme
Jeg Skygger lod svømme
Som Svaner paa Tidernes Hav!
Ei Tale i Taaget
Jeg sendte om Land,
Som Fuglen jeg vaaged,
Og drømde som Mand,
Min Sang har ei sveget,
Og svigter vist ei,
Jeg drømde om Meget,
Som end er paa Vei,
Men Kornet fra Halmen,
Og Drømmen fra Psalmen
Jeg skjelned og skildte med Flid.
At Meget begravet
Der laae under Muld,
Og Meget i Havet,
At ligne ved Guld,
Ja, ædle Metaller
I Klippernes Skjød,
Og Mynt, som Koraller,
Hvor Snekkerne flød,
De Lys, jeg saae lege,
Nu blaa, og nu blege,
Mig meldte, mig røbed i Kveld!
At der er det Meste,
Hvor mindst man det seer,
Hvor kun for de Fleste
Er Strand-Sand og Leer,
Hvor Mange vil tænke,
Naar hver tager Sit,
Den fattige Enke
Maa leve paa Kridt,
Har Vand kun at drikke,
Er nødt til at tigge
Om Smuler fra rige Mænds Bord;
At der er det Bedste,
I Bund og i Balk,
At der er det Næste,
I Kridt og i Kalk,
At der er det Klare,
I Belt og i Sund,
Hvor Snekkerne fare,
Som Fugle i Lund,
At her, under Jorden,
Er Guldet fra Norden,
Det skimted jeg dunkelt i Kveld!
Jeg skimted, jeg gjætted,
Hvad rimelig-viis
De Grav-Lys forjætted,
Til Fædrenes Priis,
Af Syn og af Gjætning,
Med Kridt og med Lim,
Jeg gjorde en Fletning
I Roskilde-Rim,
Som Roskilde-Knøse
Engang skal opløse
Og klare til Roskilde-Vand!