105. Konstantin den Store
Mel. Herrens Huus var lagt i støvet.
Mel. Herrens Huus var lagt i støvet.
Purpur-Kaaben, tit opfarvet
I sin Bærers Hjerte-Blod,
Immer ranet, sjelden arvet,
Nemt itu sig rive lod,
Den paany at sammenstykke
Dertil hørde Magt og Lykke!
Kiæden mellem Jord og Himmel
Knyttet er med lønlig Kunst,
Hos en broget Gude-Vrimmel
Søgde Mange den omsonst,
Og dog kun med Himlens Naade
Mand kan over Muldet raade.
Hvem der smile kan ad Døden,
Ham har Himlen smilet til,
Og som Soel i Aften-Røden
Dalede min Fader mild,
Rakde mig, med Favnen aaben,
Rørt sin Flig af Purpur-Kaaben.
Derfor, da mod arge Trolde
Det ved Verdens Hoved-Stad
Gjaldt om Stand og Stik at holde,
Til min Faders Gud jeg bad:
Du i Løn, som raader ene,
Raad og Lykke mig forlene!
Solen daled for mit Øie,
Sælsomt Straalerne sig brød,
Til et Jærtegn i det Høie,
Som det Seirende betød,
Vanskelig dog var at finde
Veien til i det at vinde.
Natten kom, og Søvnen endte
Langt, forgiæves Hovedbrudd,
Drømmen Lys i Mørket tændte,
Til mig kom de Christnes Gud,
Sagde: see, til Seier danner
I din Haand jeg Korsets Banner!
Solen steg paa Himlens Bue,
Haand paa Værket var ei seen,
Brat der blev i Kors at skue
Røden Guld med Ædelsteen,
Hvor paa Lykkens Løbe-Bane
Løfted sig min Purpur-Fane!
Trolde sank, og Kæmper bæved
For det store Himmel-Tegn,
Brat sig Verdens-Thronen hæved
Under mig med Engle-Hegn,
Rifterne i Purpur-Kaaben
Dækkede mit Straale-Vaaben.
Som den første Christne Keiser,
Er udødeligt mit Navn,
Mens Konstantinopel kneiser
Over Masteskov i Havn,
Ja, saalænge Korset danner
Under Sky et Seiers-Banner!
Hvem der smile kan ad Døden,
Ham har Himlen smilet til,
Og som Soel i Aften-Røden
Lukked jeg mit Øie mild,
Da med Christen-Tøi i Daaben
Jeg ombytted Purpur-Kaaben.
Stridig Ordets Strømme rinde
Giennem Sekler ved min Grav,
Immer tvistes om mit Minde
Christendom og Hedenskab,
Men hvad hos mig vandt omsider
Seierrig for Kronen strider!