Ved Babylons Floder
Vi sørgende sad,
Og græd for vor Moder,
Den hellige Stad,
Lod Harperne hænge,
Med springende Strænge,
I Pilenes Top.
Da maned’ for Sange
Os Kæmper med Flid,
Som tog os tilfange,
Og førde os hid,
Med Gammen og Glæde,
De bad os at kvæde
Jerusalems Sang.
Ak, hvad skal vi sjunge?
Kan, Zion, din Sang
Faae Tone paa Tunge
I Babylons Vang!
Udlændigheds Dage
Til Suk og til Klage
Kun røre vort Sind.
O, kunde jeg glemme,
Jerusalem, dig,
Min Høire sig glemme,
Henvisne paa mig!
Og mens jeg dig mindes,
O Zion, der findes
Kun Sorg i min Sang.
Ja, hvad skal jeg kvæde
Og komme ihu?
Min høieste Glæde,
O Zion, er du,
Vil Andet jeg sjunge,
Da voxer min Tunge
Til Gane mig fast.
O, husk dog, Vorherre,
Forstyrrelsens Dag!
Da Ondt gjordes værre
Til Edoms Behag.
Udsletter, udjevner,
Saa lød det, og levner
Ei Steen over Støv!
Ja, Babylons Daatter,
Med bangeste Kaar!
Den Tanke mig gotter,
Din Time dog slaaer,
Du undgaaer det ikke
Den Skaal at uddrikke,
Du skiænkde for os!
Med Helvedes Glæde,
Det husker du nok,
Du slog vore Spæde
Mod Steen og mod Stok;
Fra Israels Dommer
Giengiældelsen kommer,
Til Lykke med den!