Hvor er dog din Naade!
Retfærdige Gud!
Med Vreden hold Maade!
Sluk Tanden ei ud!
Lad Ulven ei øde
Den Hjord, Du gav Føde,
De Lam, Du gav Mælk!
En livegen Stamme
Forhvervede Du,
Bestandig den samme,
O, kom det ihu!
Gienløs, som du pleier,
Du store Selv-Eier,
Din Odel nu brat!
Løft Haanden, du Stærke,
Og knyt den paany!
Du maa jo dog mærke,
Hvor Fienden blev kry,
Du hørde hans Pralen
I Høielofts-Salen,
Du saae hans Udaad.
Ja, see, hvor sit Stempel
Den Onde har sat
Paa Kiærligheds Tempel,
Af Kraften forladt;
Hvor Øxen forvoven
Har gjort, som i Skoven,
I Kirken Beskeed!
De hugged med Larmen
Dit Vaaben-Huus ned,
Og Dørren fra Karmen
Som Djævle de sleed,
Med Øxe og Hammer
De svovelblaa Flammer
Da legde omkap.
Saa opgik i Luer
Dit hellige Huus!
De dristige Buer
Sank alle i Gruus!
Skal Verden nu glemme,
Hvor Navnet har hjemme,
De hvælvedes i?
Og De, som til Aske
Forvandled din Pragt,
O, hør, hvor de braske,
Med Døden i Pagt!
Saa mæle de Mider:
Hans store Høitider
Afskaffede vi!
Forgiæves i Veer
Vi vented paa Tegn,
Der er ingen Seer
I Morias Egn,
Men fiendtlige Skjalde
Vor Tempel-Brand kalde
Oplysningens Gry!
O Herre! hvorlænge
Skal Krage og Ravn
Forhaane og vrænge,
Bespotte dit Navn!
Lad Retten faae Gænger!
Sid dog ikke længer
Med Hænder i Skiød!
Du Gamle af Dage!
Vor Gud og vor Drot!
Som pleier at mage
For Dine det godt;
O giør, som Du pleier,
Saa vidt overveier,
Din Frelse vor Nød!
Du kan overvinde
Det vildende Hav,
Lod Sø-Dragen finde
I Dybet sin Grav,
Men baned paa Bunden
I Livsfare-Stunden,
En Vei for dit Folk!
Du Nat kalder Terne,
Og Dag er din Træl,
Dig hylder hver Stjerne
I Dagning og Kveld,
Af Soel skinner Maane,
Men Solen maa laane
Hver Straale af Dig!
Ja, Foraarets Ynde,
Og Sommerens Pragt,
Din Almagt forkynde,
Med Godhed i Pagt,
Du Rigerne stifter,
Du Jorden udskifter,
Blandt Menneskens Børn!
Lad derfor ei haane
Dit hellige Navn!
Lad Fienderne daane,
Til Vennernes Gavn
Lad Hjerterne fromme
Ei knuses, ei komme
I Dyrenes Vold!
O, Du, som har Magten
Og evig er stor,
Glem dog ikke Pagten,
Du slutted med Jord!
Du seer, hvor det mulmer,
Lad Gnisten, som ulmer
I Asken ei døe!
O, reis Dig i Vælde
Og rust Dig paa Stand,
Til dem at giengiælde,
Som hærged dit Land!
O, glem dog ei Spotten
Med Folket og Drotten:
Vor daglige Drik!
Som Torden høirøstet
Er Fiendernes Hær,
Modfalden, utrøstet,
Dit Folk tier kvær,
Vend Sorgen til Glæde,
Og lær os at kvæde
Et Halleluja!