Bibelen

En Maskil af Asaf.
Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.

Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?

Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;

du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!

Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,

lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!