Herre! vi elske dit Straale-Palads,
Din majestætiske Borg i det Høie,
Og dit Paulun paa den lavlændte Plads,
Deiligt i dit og din Menigheds Øie,
Fienden det truer med Vold og med Svig,
Fæst det med Kiærligheds-Snorer til Dig!
Over din Kirke, med Himmerigs Dør,
Fnyse vel maae de usalige Aander,
Dog under Veerne mere end før
Guds-Barnets Moder slet ikke sig vaander,
For hendes Hytte, hun veed, er Dig kiær,
Og hendes Kors ei din Herlighed værd!
Ikke paa Sand men paa Evigheds Fjeld
Bygdes, hvad Du paa dit Ord haver grundet,
Og med dit Kors Du beskærmer fuldvel
Hytten, som Naade for Dig haver fundet,
Ja, i den Høiestes Skygge staaer trygt
Templet, som Du til din Aand har opbygt!
Ogsaa den Bue, Du hvælved i Løn
Over dit Tempel i Menneske-Vange,
Som den udstrakte Befæstning er skiøn,
Tindrer og funkler af Himmel-Lys mange,
Og som en Dronning Du pryder din Brud:
Ædelsteens-Smykket giør Skiønheden prud!
Derfor, du Hedninge-Kirke, hilsæl!
Herren dig elsker og aldrig forlader,
I dig gienfødes fuldmangen en Træl,
Som kalder evig den Høieste Fader,
For Han har løst alle Trældommens Baand,
Skiænket os sønlig Udkaarelses Aand!