Gabriel:
Herren Sig hæver!
Hedninger! bæver!
Graven er aaben,
Griber til Vaaben,
Stridsvante Knegte!
Staaer, om I mægte!
Styrter i Støvet!
Sværdet er døvet,
Døden er nær!
Flygter, I Helte!
Giemmer i Belte
Blinkende Sværd!
Lysten I dæmpe
Til at bekæmpe
Stol-Kongen her!
Gaaer og forkynder,
Hvem der er Synder,
Hvem der er Gud!
Men tørrer, I Kvinder,
Kun Taare af Kinder,
Thi Herren er nær,
Er der, hvor han sagde!
Ei hvor de ham lagde,
Kun Graven er der!
Opstanden af Døde
Er Frelseren Christ,
Paa Veien I møde
Vorherre forvist!
Blikket fra Jorden,
Op i det Blaa!
Jer skal i Norden
Lyset opgaae!
Engle-Chor:
Dragen er bundet,
Døden har mistet sin Brodd,
Løven har vundet,
Liv er de Troendes Lodd!
Vaagner, I Fromme!
Ugen er omme,
Natten er endt,
Lys var jer Længsel,
Sprænger jert Fængsel,
Lyset er tændt!
Dybt giennemgløde
Lyset de Døde
Nu paa Guds Bud!
Brat sig forsamle
Been af de Gamle!
Christus er Gud!
Revner, I Stene!
Hvem tør formene
Livet sin Gang?
Gud er i Haven,
Ton nu fra Graven,
Takkende Sang!
Priser, I Fromme,
Miskundheds Domme!
Vidner paa Jord!
Troer, I Slægter!
Trods ikkun nægter
Grav-Folkets Ord.
Store Forsoner,
Faderen lig!
Dybt alle Throner
Synke for dig!
Lyd nu fra Syden til Norden,
Ton over Jorden,
Frelserens hellige Navn!
Gienlyd fra Norden til Syden!
Hjertet hensmelte i Lyden,
Leve i Frelserens Navn
Jesus, den Rene,
Jesus, som offred for Jorden sit Blod,
Jesus nu herlig af Graven opstod!
Jesus er Navnet, som ene
Kan give Hjerterne Fred,
Himmelens Fred!
Morgen-Røde!
Lys og Liv fra de Døde!
Sjungende love vi Dig!
Glade paa lyslette Vinge
Sjungende did vi os svinge,
Hvor Du er Faderen lig!
Brudt er nu, Død, dine Vaaben,
Graven er aaben,
Vidner det, Himle, og troe det, du Jord!
Jesus har sandet sit Ord,
Svang sig fra Graven paa lyslette Vinge,
Som vi os svinge
Did, hvor Han boer,
Høit i det hellige Chor!
Tid, paa din Bølge,
Talrige Tusinder følge
Kiæk i Hans Spor,
Svinge sig glade
Op til vort Stade,
Høit i det hellige Chor;
Derfor med Jubel vi flyve herfra,
Sjunge i Skyen vort Halleluja,
Halleluja!
Af Døde opstod den Herre Christ,
Herre Christ,
Hans Troende skal see Ham hist,
Halleluja!
Syng, Adams Kiøn, o, syng med os:
Halleluja!
Byd Graven Spot og Døden Trods
I Jesu Navn og syng med os:
Halleluja!