Lilje guul, hvad vil du her?
Bonde-Blomst fra Landsby-Have,
Uden Duft og Pragt og Skær!
Hvem est du velkommen Gave?
Hvem mon, tænker du, har Lyst
Dig at trykke ømt til Bryst!
Mener du, en Fugl tør vove
Sang om dig i Danmarks Skove?
Mener du, om Harpe-Stræng
End jeg slaaer med dig for Øie,
Nogen vil fra Blomster-Eng
Øre til de Toner bøie!
Veedst du ei, at her i Havn
Du er kun et Øge-Navn?
Mener du, at jeg har Vilje i
Til at kaldes "Paaske-Lilje!"_
Ja, du veed, til hvem du kom,
Vær velkommen, Paaske-Minde!
Du mit Hjertes Helligdom
Aldrig skal tillukket finde;
Tone skal med Klokke-Klang
Over dig min bedste Sang!
Tone skal den i min Hytte,
Døve sig, hvo ei vil lytte!
Lever op i Sind og Hu,
Stander op af eders Grave,
Barne-Dage, følger nu
Med mig ud i Faders Have!
Lad mig under Paaske-Sang,
Kirke-Klokkens Høitids-Klang,
Liljen til mit Hjerte trykke,
Bryst og Hoved med den smykke!
Vinter-Blomst! du melder Vaar,
Fold dig ud i stille Kammer!
Ved Guds Værk og egne Kaar
Sig kun Verdens Daare skammer.
Spottes end din ringe Dragt,
Uden Glands og Farve-Pragt.
Jeg dog paa den sorte Tilje
Selv mig kalder Paaske-Lilje!
Ei i liflig Sommer-Luft
Spired jeg paa Blomster-Stade,
Ei saa fik jeg Rosen-Duft,
Og ei Liljens Sølver-Blade;
Under Vinter-Storm og Regn
Frem jeg sprang til Foraars-Tegn,
Ved mit Syn kun den sig fryder,
Som har kiær hvad jeg betyder!
Paaske-Blomst! men er det sandt,
Har vi noget at betyde?
Er vort Billed-Sprog ei Tant!
Kan de Døde Graven bryde?
Stod "Han" op, som Ordet gaaer?
Mon "Hans Ord" igien opstaaer!
Springer klart af gule Lagen
Livet ud med Paaske-Dagen?
Kan de Døde ei opstaae,
Intet har vi at betyde,
Visne brat da hen i Vraa,
Skal ei nogen Have pryde;
Glemmes maae vi under Muld,
Vil ei Voxet underfuld
Smelte, støbes i det Dunkle
Og som Lys paa Graven funkle!
Paaske-Blomst! en Draabe stærk
Drak jeg af dit gule Bæger,
Og som ved et Underværk,
Den mig hæver, vederkvæger,
Svane-Vinge, Svane-Sang,
Synes mig af den udsprang,
Vaagnende jeg seer de Døde
I en Paaske-Morgenrøde!
Sværmer jeg? ja, sværmer du,
Havfru over Tidens Bølger?
Dig det var, jeg kom ihu,
Flyver kun, naar dig jeg følger.
Dronning over Gravens Folk!
Er ei du den Dødes Tolk,
Saa hvis Døde ei opvækkes,
Maa med Spot dit Spir og brækkes!
Har du ei din Borg saa bold
Under sorte Marmor-Tilje!
Fører selv ei i dit Skjold
Du den gule Paaske-Lilje!
Ligger ei din Glands, dit Guld,
Og din Fjeder-Ham i Muld!
Kan ei brat de Graven bryde,
Intet har du at betyde.
Hvis Sig over denne Nat
Ei en Paaske-Morgen hæver,
Som et Gienfærd, tomt og mat,
Du paa Kirke-Gaarden svæver,
Snart og skal Afgrundens Trold
Blæse bort dit Arilds-Skjold,
Mane dig med al din Længsel
Ned i evigt Mørkes Fængsel!
Havfru! men du saae jo grandt
Frelseren staae op af Døde,
Det er hver Lang-Fredags Pant
Paa en Paaske-Morgenrøde:
Hvad er Seigl og Sværd og Skjold
Mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, naar Han vil aande,
Han, som svor os Bod for Vaande.
Hviil da, Blomst, ved dette Bryst,
Som endnu dig barnlig mindes!
Deel med mig den søde Trøst:
Verdens Spot skal overvindes!
Kan ei her vi Dagen naae,
Da det Døde skal opstaae,
Nu, vi gaae dog glade heden
Og staae herlig op i Eden!
Dog, hvad Siger jeg! opnaae?
Har ei Dagen jeg opnaaet!
Er som en Kærminde blaa
Ikke Dødt i mig opstaaet!
Føler ei jeg i mit Bryst,
Hvordan, under salig Lyst,
Fædrene staae op derinde,
Vaagne i livsaligt Minde!