Foragter ei de ringe Dage!
Saa klang det over Tempel-Gruus,
Fra Herrens Mund, da Hænder svage
Arbeided paa det andet Huus,
En Hytte kun at ligne ved
Kong Salomons i Herlighed!
Foragter ei de ringe Dage!
Her Intet skeer ved Kæmpe-Haand,
Her virkes ei med Bulder fage,
Men Alt i Stilhed af min Aand!
Saa siger Herren, stærk og bold,
Som ene Alting har i Vold!
Forskrækkes ei for Bjerge høie,
Som Kæmper selv maa studse ved!
Thi end for Sorobabels Øie
De synke skal til Sletten ned,
Og selv giør Jeg til Grundvold reen
Den gamle Hoved-Hjørnesteen!
Foragter ei de ringe Dage!
I Vandrings-Mænd paa Kirke-Gruus!
Foragter ei de Hænder svage,
Som bygge op paa Herrens Huus!
Foragter ei den Hytte lav,
Vi danne over Herrens Grav!
Foragter ei de Midler ringe!
Her Intet skeer ved Kæmpe-Haand,
Her Intet lader sig fremtvinge,
I Stilhed virker her Guds Aand!
Her lavt er Alt og seent det gaaer,
Som Hjertet sidder, Hjertet slaaer!
De høie Bjerge, som vor Hytte
End true stolt med Undergang,
Dem vil ei Aanden for os flytte,
Men jævne lig den grønne Vang,
Som Havets Bjerge tit vi saae
Sig jævne ud til Bølger blaa!
Alt som det dunkle Hjerte-Kammer,
Saa er vor Kirke-Hytte lav,
Dog Marmor skiønt, med lyse Flammer,
Til Kirke-Væg os Aanden gav,
Og, til en Grundvold fast og reen,
Den gamle Hoved-Hjørnesteen!
Og Lampen med de syv Guld-Arme,
Det er en herlig Kirke-Skat,
Den skiænker baade Lys og Varme,
Den brænder baade Dag og Nat,
Sig bøier ned, med Fedme reen,
Til hver en Arm en Olje-Green!
Ja, som dem Aanden bød at svæve
For Seer-Øiet, Lampen nær,
Sig i vor lille Kirke hæve
Til Piller tvende Olje-Træ’r,
De nære Lampen Nat og Dag,
Og Kronen er vort Kirke-Tag!
Det er de Naade-Midler tvende,
Hver Barne-Mund at nævne veed,
Hvis Dyder give sig tilkiende
I Tro og Haab og Kiærlighed,
Og Lampen, Livets Lys i Svøb,
Er Menighedens Levnets-Løb!
Foragter ei de ringe Dage!
Det lykkes skal, som skrevet staaer:
Velsignes skal de Hænder svage,
Som lagde Grund med bange Kaar,
De sætte skal paa Taget Krands,
Og folde sig i Lampens Glands!