Som Hjorten, med Tørst befangen,
Sig vaander ved Tungens Brand,
Saa skriger i Aften-Sangen
Min Sjæl efter Livets Vand.
Ja, hør mig, Du levende Gud!
O, hør din elendige Brud!
Naar skal jeg for Øine dig træde
Og skue dit Aasyn med Glæde!
Med modige Taarer, stride,
Jeg mætter mig Nat og Dag,
Min Herre, du maa dog vide,
Til dig har jeg skudt min Sag!
Hver Dag Man basuner det ud:
Skiøn Jomfru! hvor er nu din Gud;
Hvor er nu din Brudgom hin bolde,
Som alle Ting haver i Volde?
Det være dog uforgiættet,
Og give jeg maa det Røst,
Hvad Du haver mig forjættet,
Det være mit Hjertes Trøst!
Ad Løn-Gange føres jeg skal,
Min Gud! til din Høielofts-Hall,
Fra Graaden i Jorderigs Dale
Til Sangen i Himmerigs Sale.
Hvi er da min Sjæl saa bange?
Hvi bruser mit Hjerte saa?
Hvad kan jeg dog meer forlange,
End Sandhed at stole paa?
Naar Han paa Almægtigheds Stol,
Naar Gud er mit Lys og min Soel,
Hvor kan nogen Time jeg tvivle
Derpaa, at jeg evig skal smile?
O Gud! hvor saa mildt de trille,
De Bølger i Jordans Flod,
Og saa paa dit Bjerg, det lille,
Hvor ofte jeg henrykt stod,
Der fryder dit Løfte mig vel,
Dog visner mit Hjerte i Kveld,
Naar Stor-Havets brusende Vover
Mig true og skylle mig over.
Naar Afgrund til Afgrund brøler,
Det er, som din Miskundhed,
Den godt jeg om Dagen føler,
Med Solen i Hav gik ned!
Om Natten da sukker din Brud:
O hør mig, du levende Gud!
Omringet af Fiender iklemme,
Min Hjelper! hvor kan du mig glemme!
O, saae du, min Gud, det ikke,
Hvad Sjælen saa dybt nedslog:
Den Haanhed, jeg maatte drikke,
Hvergang kun et Suk jeg drog,
At Fienden basuned det ud,
Og raabde: hvor er nu din Gud?
Lod Dage det raabe til Dage,
I Lemmerne maatte det knage!
Dit Lys og din Sandhed ledte
Mig før til din Bolig hen,
O send mig dem nu, Tilbedte!
Min Gud og min Ungdoms Ven!
Da skal for dit Alter jeg staae,
Guld-Harpen saa gladelig slaae,
Med Tonerne klare og milde
Lovsynge dig aarle og silde!
Ja, du paa dit høie Sæde
Ei glemmer din ringe Brud,
Saa prise jeg skal med Glæde
Mit Ansigtes Soel, min Gud!
Saa stol da, min Sjæl, nu paa Ham!
Med Frygt giør ei Frelseren Skam!
O, bruus ikke længer, mit Hjerte!
Hans Kiærlighed dulme din Smerte!