Syng, Guds Folk! med Hjertens Glæde!
Verden see, han er tilstæde,
Som kan trøste over den!
Atter det paa Jorden kiendes:
Som han vinker, Alting vendes,
Zions Konge, Christnes Ven!
Grønnes lad den visne Palme!
Kling, hver gammel Kirke-Psalme,
Som du først var gjort i Gaar!
Derpaa Verden bedst kan mærke,
For Guds Aand, den evig Stærke,
Som en Dag er tusind Aar!
Tak din Gud med gamle Taler
For hvad Nyt din Sjæl husvaler,
For hvad først blev skabt i Dag!
Dermed endes Trætter lange
Om de gamle Kirke-Sange
Og Kong Davids Harpe-Slag!
Ja, udbryd, som nys befriet:
Efter Herren har jeg biet,
Og til mig Han sig nedlod!
Han har hørt min Bøn fra Hulen,
Trak mig op af Rakker-Kulen,
Og den fule Mødding-Flod!
Paa en Klippe han mig satte,
Styrked mine Fødder matte,
Styred dem til sikker Gang,
Lagde nu i Aften-Stunden
Mig et Nytaars-Kvad i Munden,
For vor Gud en Høitids-Sang!
Mange det skal see og frygte,
Voxe skal Vorherres Rygte,
Verden see, det er dog sandt:
Held den Mand, som paa Ham stoler,
Som med ingen Afgud boler,
Blæser kun ad Løgn og Tant!
Ja, Vorherre! hvem udgrunder
Hvem kan tælle de Vidunder,
Du har gjort saa mangelund!
Blandt de Unge, blandt de Gamle,
Hvem kan dine Tanker samle;
Udenfor din Tjeners Mund!
Ei du vil, vi Dig skal hædre
Nu med Kid og Lam og Vædre,
Offer-Meel og Skue-Brød;
Men, hvorom Du før lod skrive,
Legem bragde Du tillive,
Som udretter hvad Du bød!
Jeg din Lyst mig har tilegnet,
I mit Bryst din Lov er tegnet,
Har sin Bog i Hjerte mit;
Læben aldrig jeg vil hindre
Fra din Sandhed i mit Indre
At udtale høit og frit!
Intet vil af Dit jeg skjule,
Aldrig nogen Røver-Kule
Giør jeg af mit Hjerte-Rum,
Aldrig om din Sandheds Gaade,
Din Retfærdighed og Naade,
Findes skal din Tjener stum!
Ja, Guds Folk, lad saa det lyde
Og læg til: det skal betyde
Jesus Christus, Ærens Drot,
Ham som Sandhed er og Naade,
Ham som løste Livets Gaade,
Ham, som gjorde Alting godt!