Træd varsomt, Allerkjærest min,
fra Løvets lyse Baldachin
paa Engens Bolstre bløde;
thi er din Fod end let og fin,
maa dog for hvert uagtsomt Trin
en Blomst med Livet bøde.
Hvor Brystet aander let og frit!
— Den gamle Vinters Mareridt
ej Aandedrættet kvæler.
Og Gud ske Tak, vi blev ham kvit!
— Er det et Under da, at lidt
for Datteren man kæler?
Den unge Vaar, saa faur og sød,
saa jomfruskjær, saa hvid og rød,
kan Sind og Sans fortrylle.
Hun er mod Somrens modne Glød
som Akvarellens klare Lød
mod Oliefarvens Fylde. —
— Hun spreder i den lune Nat
Ranunklens gyldne Elverskat
langs Mosens sorte Floder;
— gjør Gaaseurten sølvermat,
gi’er Nellik’roden Fløjelshat
med lysrødt Silkefoder.
Pragtstjærnen gjør hun rød og bleg,
Engkarse og Forglemmigej
som hvid og blaa Emaille;
gi’er Kjæruld Svaneduns Kavaj
og planter Iris, slank og svej,
i Kjærets grønne Ballie.
— Med hvidt og grønt og violet,
med blaat og gult er hver en Plet
besprængt i Vaarens Dage.
— Af Engens brogede Palet
vil til en straalende Buket
vi Farvetoner tage.
— Sæt varsomt da din lille Fod,
at med uskyldigt Blomsterblod
Du Vaarens Dragt ej pletter!
Husk — ogsaa os var Vaaren god,
vor Elskov randt jo af dens Rod,
— den Sommer os forjætter! —