Træd varsomt, Allerkærest min,
fra Løvets lyse Baldakin
paa Engens Bolstre bløde;
thi er din Gang end let og lind,
maa dog for hvert uagtsomt Trin
en Blomst med Livet bøde.
Hvor Brystet aander frankt og frit!
— Den gamle Vinters Mareridt
ej Aandedrættet kvæler.
Og Gud ske Tak, vi blev ham kvit!
— Er det et Under da, at blidt
for Datteren man kæler?
Den unge Vaar, saa favr og sød,
saa jomfruskær, saa hvid og rød,
kan Sind og Sans fortrylle.
Hun er mod Somrens modne Glød
som Akvarellens klare Lød
mod Oliefarvens Fylde. —
— Hun spreder i den lune Nat
Ranunklens gyldne Elverskat
langs Mosens sorte Floder;
— gør Gaaseurten sølvermat,
gi’er Nellik’roden Fløjelshat
med lysrødt Silkefoder.
Pragtstjernen gør hun rød og bleg,
Engkarse og Forglemmigej
som hvid og blaa Emaille;
gi’r Kæruld Svaneduns Kavaj
og planter Iris, slank og svaj,
i Kærets grønne Ballie.
— Med hvidt og grønt og violet,
med blaat og gult er hver en Plet
besprængt i Vaarens Dage.
— Af Engens brogede Palet
vil til en straalende Buket
vi Farvetoner tage.
— Sæt varsomt da din lille Fod,
at med uskyldigt Blomsterblod
Du Vaarens Dragt ej pletter!
Husk — ogsaa os var Vaaren god,
vor Elskov randt jo af dens Rod,
— den Sommer os forjætter! —