Igjennem Rankens svejende Markise
ind strømmer Lyset ad den aabne Dør,
og Skyggen af det fine Planteslør
sig tegner paa Kaminens hvide Flise.
En frodig Vedbend, saftig af Kulør,
gror langs ad Væggen som en malet Frise;
en Bogreol — og et Klaver i Krogen —:
Er heri noget, som kan fængsle nogen?
Og dog — skjønt alting simpelt og bekjendt er,
bag alt sig skjuler dog en Poesi;
der er et hemmelighedsfuldt deri,
en Stemning, som jeg uvilkaarlig venter
skal fra Klaverets gulnede Tangenter
sig løfte som en sagte Melodi:
Jeg véd ej ret, hvordan jeg vilde vente den,
men lød den, er jeg vis paa, at jeg kjendte den.
Det er saa svært paa sligt sig at besinde
og vanskeligt i Ord at faa det sagt:
hvorledes Luften, Lyset — alt herinde
mig griber med en uforklarlig Magt;
— at alting staar i en usynlig Pagt,
aandslegemlig Forbindelse med hende,
hvis Væsens Harmoni, hvis Tankes Rénhed
forener alting til en mystisk Enhed.
Til hende søger først og sidst mit Blik,
thi kun hos hende finder alt Forklaring:
Hun er hin Stemnings fulde Aabenbaring,
den, i hvis Liv Personlighed den fik;
fra hende skjult den gjennem alting gik,
thi hun fik Livets Fylde i Forvaring;
og hendes Haand er her den alting dannende,
og hendes Aand sig sænker over Vandene.
Hun hviler gratieust i Gyngestolen
med Blikkel rent fordybet i en Bog,
halvlukt er Øjets silkefryndste Laag
som Rankesløret hist for Sommersolen.
Hun sidder tavs, men under Morgenkjolen
de unge Længsler tale deres Sprog,
thi sagte svulme Barmens runde Vover,
mens Drømmens Morgenskjær gaar hen derover.
Den venstre Arm, blødt under Nakken lagt,
bag Haarets Net fremtitter, hvid og buttet,
en skræmmet Skjønhed lig, der sig forputted’
og bag et Silkeforhæng staar paa Vagt.
Den spæde Fod, af Skoens Hylster smuttet,
fremkigger bag den lyserøde Dragt
og ligner, mens af Skjulet skjælmsk den stjæler sig,
en Amorin, som mellem Roser fjæler sig,
Valmuen er saa brændende og rød,
og den kan dysse Smerterne i Slummer, —
Ak, men den har ej hendes Læbers Glød,
og kun en stakket Fryd mod dem den rummer.
Hvad kan som de vel dysse Sjælens Kummer,
og hvad kan skjænke vel en Trøst saa sød?
— Hvad Under da, hun trodser hver en Lignelse,
naar hendes hele Væsen er Velsignelse.
— Ak, spørg mig ej, hvor Tiden vel blev af,
mens skjult jeg her den skjønne har beluret!
Tror De maaske, Aktæon saa’ paa Uhret,
da ubevogtet han Gudinden traf?
— Velan, jeg æske vil den samme Straf
og trænger dristig ind i Jomfruburet.
Og som Braminen flyr fra Livets Scene,
min Sjæl sig sænker i «det Evig-Ene»! —