Hin Daad, som evigt skjærmer Orfeus’ Minde,
hint Maal, hans egen Svaghed lod ham svige:
fra Skyggernes det ubekjendte Rige
sit halve Liv, sit dyreste at vinde, —
Mod samme Daad hver Kjærlighed vil hige,
hin Sangers Maal den evigt slutter inde.
Skjønt i forandret Form — vi begge finde,
hver Gang der elskes mellem Svend og Pige.
Saa tidt dit Øje, Elskte, mødte mit,
saa tidt vi af vor fælles Elskov øste,
saa tidt din rene Sjæl i min sig sænked’ —
det Liv, som var i Drømmens Taage lænket,
det allerbedste i min Sjæl Du løste
og førte det til Livet frem som dit!