Med gaadefulde Ildtegn tæt bedækt
udspændes Nattens Kuppel over Jorden:
et Vidne om en evig fastsat Orden —
en Spaadomsbog for Menneskenes Slægt.
Vor Stjærne, Elskte, er den gyldne Vægt,
som straaler klart paa Himlen hist i Norden.
Et helligt Symbolum den er os vorden,
hvorunder Livets Kamp kan føres kjækt.
Lig tvende Skaale vore Hjærter ere;
af Elskov sammenknytted’ til et Hele,
gjensidigbaarne, de hinanden bære.
Hver Sorg og Fryd, som Himlen vil os skikke,
vi ligelig paa Skaalene fordele:
Da stemmer Vægten — Byrden føles ikke.