Yppigt om Søjlerne Vinløvets frodige
Ranker sig snor;
Druer som Taarer saa tunge og blodige
under dem gro’r.
— Elskede! trygt i den løvrige Hules
duftende Ly
yndig og bly
selv som en blussende Drue Du skjules.
Sov Du kun trygt! Din uskyldige Herligheds
Vogter er nær;
Foran Dit Paradis vaager min Kjærligheds
flammende Sværd.
Ingen skal naa’ bag den fyldige Ranke
Kjortelens Flig; —
Ildstøtten lig
over Din Helligdom svæver min Tanke!
— Fri Dig, mit Kys, fra hver Smitte af Syndighed
flyv saa derind!
Omsvæv den kyske, den slumrende Yndighed,
kjøl hendes Kind!
End saa Din Flagren bag Læbernes røde,
flammende Glød! —
— Salige Død!
Nyskabt imorgen Dig Flammerne føde!