Paa Livets store Kirkegaard
— et taarevædet Stykke —
der jordedes fra Aar til Aar
saa meget af den Sol og Vaar,
der-var mit Liv, min Lykke.
Ved Kirkens Dør jeg plukket staar
med tunge, tunge Tanker;
men end mit gamle Hjerte slaar
som i de unge, glade Aar;
— paa Kirkens Dør jeg banker.
Du gamle Kirke, sign min Gang,
lad i dit Hus mig bænkes
og fyld mig med din Bøn og Sang,
at ej mit Hjærtes Lykketrang
i Kirkegaarden sænkes!
Og drag mig mod dit høje Kor,
hvor Alterlyset brænder!
jeg venter der et Guddomsord,
der rejser det af sorten Jord,
den tog af mine Hænder.
Thi gaar ej Bønnen længer Bud,
og ingen Klokker kime,
jeg véd ej Raad, jeg véd ej Gud;
da gaar mit Lys i Natten ud,
da kommer Dødens Time.