Egeberg, Edvard de Hemmer, f. 1855, Forfatter. F. 17. Nov. 1855 i Linaa Skole ved Silkeborg.
Egeberg har efter begge Forældrene arvet musikalske Evner, og som Dreng ønskede han at blive Musiker, men Faderen sendte ham paa Jelling Seminarium, hvorfra han 1875 tog Lærereksamen. Derefter virkede han — kun afbrudt af et Ophold paa Askov udvidede Højskole 1880–81 — som Lærer forskellige Steder i Jylland, sidst ved Silkeborg kommunale Skolevæsen 1888–1903. Han fik da bevilget sin Afsked (med halv Pension) for helt at kunne beskæftige sig med litterær Virksomhed. Siden har han boet i Svejbæk. — Allerede i 80’erne paabegyndte han ved Siden af Skolegerningen en omfattende Journalist- og Forfattervirksomhed. Han har som Fælleskorrespondent til en Række Dag- og Ugeblade skrevet talrige pædagogiske og litterære Artikler samt Rejsebreve og sociale og religiøse Betragtninger. Flere Gange har han været Leder af Bladforetagender, bl. a. Redaktør af »Silkeborg Folkeblad« (1892–94), »Skole og Samfund« (1897–1904), »Søndagsbladet« (1910–11), »Den lille Folkeven« (1908–11) og »Læsning for Folket« (1905–08). Sine første skønlitterære Forsøg fik han trykt i »Husvennen« i Midten af 80’erne; men først 1894 vovede han sig frem med en selvstændig Bog »Helligt og søgnt«, en Samling Fortællinger og Skitser, der straks røbede hans Haandelag og hans sikre Iagttagelsesevne. 1896 fulgte en ny Fortællingsamling »Sejr og Fald« og 1898 en lille Samling Digte »Min Dreng«. Men det var dog først med den stærkt personlige Fortælling »Ved Dødens Port« (1899), at han for Alvor slog sit Navn fast i dansk Litteratur. Efter denne digterisk beaandede Skildring af en ung Gaardmands tunge Kamp paa Dødslejet havde Egeberg sejret; og han forfulgte sin Sejr med en Række Bøger af højst ulige Værd. Betydeligst virker den smukke Ægteskabshistorie »Helligbrøde« (1900), Fortællingen »Det først Fornødne« (1902), det kraftige Tids- og Folkelivsbillede »Folkets Lærere« (1904), den fine Brevfortælling »Drømmeren« (1907), den store Roman »Vandringsmanden« (1909), den personligt prægede Fortælling »Præsten« (1913). Men ogsaa Bøger som »Klokker« (1916), »Naboer« (1918), »De unge Aar« (1930) og »Manddomsaar« (1931) læses med Interesse. Selv i Smaabøger som »Et Levnedsløb« (1901), »Mellem Børn« (s. A.), »Paa min Vej« (1903), »Børnebilleder« (1904), »Dyr« (1911), »Omkring Lampen« (1912), »Helligt og søgnt. Ny Række« (1915), »Ved Ovenlys« (1927), »Fra Kirkens Port« (1928) og Digtsamlingen »Mellem Bakkerne« (1910) viser Egeberg ofte paa den smukkeste Maade sit solide Kendskab til Almuen, sin skarpe Iagttagelsesevne over for Børn og sin dybe religiøse Følelse. Drevet af sin Interesse for Historien har han gennem de senere Aar kastet sig over Arkivstudier. I Anledning af Silkeborgs 25 Aars Købstadjubilæum udsendte han 1923–24 »Silkeborg Slot«, I-III. Arkivstudierne har ogsaa affødt en Række kulturhistoriske Romaner, der hører til det vægtigste inden for hans Digtning: »Bromanden. Tidsbillede fra Midten af det 18. Aarhundrede« (1921), »Fangen. Tidsbillede fra Kalmarkrigens Tid« (1924), »En Præsteskæbne. Tidsbillede fra Midten af det 18. Aarhundrede« (1926–27), »Mørk Tid. Tids- billede fra Indfaldene i Jylland 1643–45« (1929) og »Landsbykongen« (1934) med Emne fra 1660’erne. — Svagest er Egeberg, naar han optræder revsende over for sin Samtid. Satiren lykkes sjælden for ham; men naar han i sine Skildringer af Almuen tegner Billeder af den uafvendelige Skæbne, Livets og Dødens ubetvingelige Krav, faar hans Fremstilling Styrke og Kraft. Blandt vore folkelige Forfattere indtager han en fremskudt Stilling.
Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. VI, pp. 210–212.