Skønt Dagen glider saa stille
ved Solhvervstid,
den sagtner ikke den vilde
og haarde Strid;
som Brændingens Bølger mod Kyst
det gærer i Menneskers Bryst.
De vilde Begæringer flomme,
i Brynde drømt,
de voldsomme Ønsker tromme
os Brystet ømt.
Du Fredens hellige Tegn,
lys op i den mørke Egn!
Kom ej som den fygende vilde
i Skov og Mark,
men dal som en Due stille
fra Himlens Ark!
Vi trænger saa haardt paa Jord
til de mildnende, trøstende Ord.
Saa fald da, du hvide og skære
og dulmende Sne!
Uskyldigheds Billed du være
i Verdens Ve!
Du skænke med sagte Drys
til Jorden Himmelens Kys!
Vi vente, vi bede, vi haabe,
forbarmende Gud!
du breder din store Kaabe
saa viden ud,
at Livet til alle naar,
som bærer paa Livets Saar.