Naar Sneen falder tyst ved Solhvervstide
og klæder smukt den sorte Jord,
mens Julens Klokker Verden vide
forkynder Fred til dem, der lide,
og styrker dem, der endnu tror:
da tænker jeg paa Dragten, jeg har baaret
engang i længst forsvunden Tid,
men som af Tornene blev skaaret
og stygt af Vejens Smuds blev aaret
og kun saa kort, saa kort var hvid.
Og naar mit Hjerte derved bittert græder,
og Længslen tigger som en aaben Favn,
da knytter jeg min Haand mod Verdens Glæder
og hæver Øjet opad, mens jeg træder
for ham, der kender mine Synders Navn,
og beder ydmygt, han vil naadig skænke
igen en Kjortel, hvid som Julens Sne,
ja — med en Bryllupsklædning mig betænke,
saa han engang paa Brudehusets Bænke
kan i den store, hvide Flok mig se.