Jeg har i Heden tæt herved
en lille munter Ven,
en Bæk, der risler rask af Sted;
— jeg gaar saa tit derhen.
Dens Vand er klart, dens Kluk har Klang,
vi følges ofte ad,
og ved at høre paa dens Sang
jeg bliver altid glad.
Men nu til Morgen Isen laa
og dækkede dens Vand.
Jeg spurgte: Gik du nu i Staa,
du lille muntre Mand?
Da klukked den bag Isens Giar,
den lille vævre Bæk:
Jeg finder nok et Hul, min Far,
hvor jeg kan slippe væk!
Jeg er endnu saa ung og kæk,
man binder ikke mig!
den lille muntre Rislebæk
kan altid finde Vej!
Og se, en halv Snes Skridt derfra
den fik skam ogsaa Ret:
der var en lille Brink — haha!
Der sprang den nok saa let
og flød saa atter fri og glad
blandt Pors og Vidjer frem.
Ved Bakkens Fod vi skiltes ad,
og jeg gik munter hjem.