Der er en Bæk, dens Løb er stridt,
men Sandet i dens Bund er hvidt,
og Vandet er saa klart og godt,
og Bækkens Øje lyser blaat.
Ved Siden af i Engen staar
en lille Birk paa atten Aar.
Den er saa vakker, er saa blid
og har en Bark saa glat og hvid.
En enkelt Gang der kom en Fugl
og sang en Sang i Løvets Skjul;
men aldrig slog den sig til Ro,
og de var atter ene to.
Der er en Stilhed, er en Fred
paa dette lille fjerne Sted;
dog — ganske ensomt er her ej,
de har en Ven: en gammel Vej,
der sindig gaar i Skov og Slugt
og bliver ikke meget brugt;
i Sporet bare Posten gaar,
og saa en Vogn hvert Fjerdingaar.
Den snor sig med sit Enkeltspor
saa langsomt gennem sandet Jord,
og trods de mange, mange Sving
den kommer ikke langt omkring.
Se, sidst den ned fra Skoven kom
og slaar et lille Sving herom,
og Birken suser, Bækken ler
— da er de tre og ikke fler.
Den har en gammel Kærlighed
til disse to og dette Sted,
til Bækkens muntre Kluk og Klang,
men mest til Birkens Sus og Sang.
Ved Bækkens Vand og Birkens Rod
den ta’r et Hvil og henter Mod.
Saa vandrer den, den gamle Svend
ad Bakken trøstig op igen.