Hvor Solen kun sjældent naar ned
i det dunkle Dyb blev jeg fød;
med Higen mod Lys og Liv
mod Solen min Stængel skød.
Hvor rigt var mit korte Liv!
Jeg har vugget paa Bølgernes Bryst,
jeg har aandet Sommerens Vind,
der vandred fra Kyst til Kyst.
Jeg leved, da Skoven sprang ud
og Solen ved Midsommer steg;
mit Blomsterøje har set
paa Sommerskyernes Leg.
Med Duggen mit Øje har grædt,
med Sollyset kongeligt lét,
og Kvinder med daarende Blik
har dybt i mit Bæger set.
Mig fryded Fuglenes Sang,
naar Solen sig rejste i Øst,
og Menneskers herlige Røst
var i Sommerkvælden min Lyst.
Ja — jeg drømte en Sommernat
under Himlens mægtige Tag,
hvor Stjernerne evigt gaa,
og jeg leved en Sommerdag.
For Nordens Sommer, som svandt,
for det vuggende Liv, der for hen,
jeg bøjer mit Hoved med Tak
og synker i Dybet igen.