Dens Bølger er i Vindes Strid
ved Dag saa stejle, vilde,
men bliver dog ved Aftenstid
saa bløde og saa stille.
Og staar den under Nattens Hvælv
og Skyer af Himlen sejler,
saa gaar min Skovsø i sig selv
og bliver blank og spejler.
Du siger mig, du lille Sø,
hvorhen det helst skal bære:
naar jeg engang skal til at dø,
da bør jeg stille være,
da bør jeg samle i mit Sind
alt skønt, som Dagen bragte,
og ikke Livets Storme ind
i Evigheden fragte.
Da bør ej mørke Skyer staa
i Sjælens blanke Vande,
men de skal favne Himlens Blaa
og Stjerners gyldne Lande.