Hvor Bøg og Birk paa Bakkehældet luder,
det gamle Hus i Skovens Bryn sig skjuler
og stirrer som med tomme Øjenhuler
ud af de store, sorte Vinduesruder.
Og Kalk og Sten gaar langsomt ned i Gruset
til Vindens triste Sus i mørke Dage,
og Regnens Slag har neppe ladt tilbage
et Spor af den, der sidst gik ud af Huset.
Som Grædepile Bøgene sig bøje
og fælder tunge Taarer ned i Sandet,
mens Birken strør sit gule Løv paa Vandet
i Brøndens kolde, sorte Suge-Øje.
I Gavlen rusked Stormen Hul paa Taget
— som nøgne Ribben griner Spær og Lægter —
der skygged venligt over gamle Slægter
— et Rusk endnu, saa skrider hele Laget.
Tapetet hænger ned som Sørgefaner,
og Asken, længe kold, paa Skødet ligger
— alt er Forfald, kun Græsset modigt stikker
af Broen op med lange grønne Taner.
I Natten kommer, skrigende som Viben,
de lange Spøgelser fra Skovens Tykning
og tar et Ridt paa Husets svaje Rygning
og kaster Stene ned i Skorstenspiben.
Og frygtsomt i de natlige Spektakler,
ved Skrigene, som gennem Mørket klinger,
ved Nattens Rædsler med de sorte Vinger
det opgav længst sig selv og staar og vakler.
Snart vil man ikke mere Huset finde.
Det gamle Skur med hvad det gemmer, binder,
vil synke dødstræt ned med sine Minder
og blive selv et tungt, vemodigt Minde.