Mørk er Skoven, tavs er Fuglekoret,
Vognens Rumlen døde over Heden.
Ene, dukkende sig ned i Sporet
sidder Morten, ræd trods Aftenfreden.
Skræmt ved mine Skridt den hurtigt letter.
Medens Ørene langs Ryggen ligger,
med et Spring den over Grøften sætter
og som Pilen ind i Lyngen stikker.
— — Hvorfor bange, lille brune Hare?
Jeg vil ikke jage Hedens svage.
Jeg er fredløs selv og gaar her bare
for at hente Sindets Fred tilbage.
Og i Heden har du vel din Rede.
Lille Hare! skulde jeg det glemme!
Skulde ikke jeg om Hjemmet frede,
jeg, som har en Børneflok derhjemme?
Livet var vel for os begge Hede
fuld af Angst og aldrig mættet Hunger
efter Kærlighed, hvis ej en Rede
Livet gav os, fuld af bløde Unger.
— — Varm i Sind jeg mig mod Himlen vender
beder Gud, at han vil mig bevare
dem derhjemme med de bløde Hænder.
Løb med Fred, du lille brune Hare!