Lidt Eg, lidt El, lidt Birk og Pors
og Lyng ad Skrænten ned,
og saa en munter Bæk — det er
den hele Herlighed.
Og over Dalens stille Fred
staar Himlen dyb og stor
og sænker Tanker i mit Sind
foruden Sang og Ord.
Der knytter sig til denne Dal
ej nogen Daad af Navn,
og heller ikke tog jeg her
en Jomfru i min Favn.
Jeg ved dog godt, hvoraf det kom,
at Dalen blev mig kær:
en anden Dal, som jeg har kendt
er mig med denne nær.
Der er en Dal et andet Sted
midt i min Barndoms Land,
hvor ogsaa der er Birk og El
og Bæk med muntert Vand.
Og Dalen der jeg tænker paa,
naar Dalen her jeg ser;
imellem Birk og El og Vand
min Barndom til mig ler.
Og derfor, naar jeg sidder her
og hører Vinden gaa
igennem El og Birketræer
og hører Bækken slaa
sin lille muntre Sludder af
imellem Pors og Siv,
da bliver alt saa nært og kært
og Dalens Liv mit Liv.
Naar jeg engang skal til at dø,
jeg ønsker, at der maa
lidt El og Eg, lidt Birk og Pors
omkring mit Leje staa.
Og hvis jeg saa fik sove ind
ved Bækkens gamle Sang,
saa tror jeg, at jeg gik med Fred
mod Natten, dyb og lang.
Og naar saa dertil Himlen slaar
sin Hvælving over mig,
da vil jeg gennem Natten gaa
ad Evighedens Vej.