Et Hjulspor blev i Bakkeskrænten skaaret
af Vogne, der har Hedens Bønder baaret
saa fjernt i Tid, at ingen husker Aaret.
Forlængst hver Lyd af Vognes Fælger sover;
thi Lyngens brune Hav med brede Vover
har næsten ganske skyllet Sporet over.
Og hist har Hedebranden Lyngen svedet,
og Fladen viser sort og nøgen Stedet,
hvor engang Plovens skarpe Jærn har skredet.
— Man bli’r saa tung i Sind ved Bakkens Sider,
hvor ikke længer Plov og Fælger skrider,
og Bondens Arbejd ind i Glemsel glider.